mandag den 19. marts 2018

Det sidste fra dukkeværkstedet


Den sidste uge med dukkeværksted var næsten lige så stormfuld som den første. De allersidste dage var er tid til at lege lidt med, og endnu et par dukker så dagens lys.





Det har været et fantastisk projekt, alle dage var der nye børn, selv den allersidste dag. Alle dage, har der været forholdsvist roligt og dybt optagethed fra børn, der ikke nødvendigvis til daglig er gode til fordybelse.

Alle dage har der været både piger og drenge - flest piger, men også mange drenge. Der er lavet flest prinsesser, men også både drabelige drager, riddere, robotter og en hel masse uden overskrift.

Der har været rodet ud over alle grænser, limpistolerne har glødet og dims i lange baner har banet vejen for fantasi og gode ideer. Jeg er faktisk lidt overrasket over, at der stadig er "diamanter" tilbage i kassen. De har så afgjort været i høj kurs.

For nogen var det for overvældende, nogen havde brug for regler og at de voksne satte retningen. Men langt de fleste endte med at kunne selv, endte med selv at finde på, og når de glemte selv at finde på, blev de udfordret i stedet for at få det hele forærende.





I dag pakkede jeg alle dukkerne sammen og bar dem ud i forhallen, hvor jeg forinden havde kørt de fire udstillingsskabe, afdelingerne i fællesskab råder over, ud. I dag var der flere der spurgte om det virkelig kunne passe at projektet var slut, og i dag har jeg mange gange gentaget at: Alle dukkerne bliver udstillet i forhallen, og du kan se dem, når du er blevet hentet og går hjem.

I dag stillede jeg alle dukkerne til skue, og jeg nåede at se et enkelt barn blive hentet, gå gennem forhallen og begejstret vise sin mor lige præcis de dukker hun havde lavet.

De får lov at blive stående hen over påske og ugen efter.

Hvis ikke vi til den tid er lockoutet, får børnene dem med hjem. Ellers må de blive stående lidt længere.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar