Længe ventet

Lørdag var dagen for dagen. Emilie har næsten glædet sig lige så meget, som et lille barn til juleaften. Lørdag hentede vi cykler.







Vi hentede dem i den lille superhyggelige butik i Nansensgade, og cyklede direkte mod Søerne, hvor jeg var sikker på, at vi kunne tage billeder af vidunderne. Der er smukt inde ved søerne, med København som baggrund, og ænderne på is lige for.

Cykelsmeden satte min sadel ned, men det er svært at vurdere om det er nok, når turen kun lige går lidt frem og tilbage foran butikken. Den skal længere ned. Det samme skal styret. Anders har lovet at hjælpe i morgen.

Fra søerne kørte vi til Frederiksberg. Jeg ville besøge Tante Grøn. Emilie spurgte efter Tante Brun og Tante Lilla - dem kunne jeg ikke gøre rede for - hvorefter hun hurtigt glemte dem igen. Straks efter efter indgangen til butikken, fandt hun den sødeste lille kjole på et stativ.

Bagefter fandt hun det lækreste sjal/tørklæde hun gerne så jeg strikkede. Køber du garnet, strikker jeg, lovede jeg på stedet. Prisen var over trehundrede, strikket af Tante Grøns eget lækre og bløde merino. Hun kunne undvære. Måske gør hun det en dag. Trehunderede kroner er mange penge til garn - når man ikke har begreb om hvad sådan noget koster.

De havde ikke den strikkepind, jeg gerne ville have. I stedet gik jeg ud af butikken med garn og opskrift den søde lille kjole Emilie hev frem fra stativet.






Tiden var gået, vi var sultne. Satte mod pizzariaet med stenovn, rare ansatte og de lækreste pizzaer på modsatte side af Falkoner Alle. Siden kørte jeg hjem, og trænede undervejs. Emilie hoppede med cyklen på Metroen - det var alt for langt at cykle, troede hun. Og var sikker på at hjemturen ville involvere Valby Bakke.

Hjemme gik det op for hende at Valby Bakke ville kræve en omvej, at der slet ikke er særlig langt fra Frederiksberg til Rødovre, og at hendes orienteringsevner ud i København og Omegn kunne være bedre. Jeg kan godt huske det. Det kommer. Jeg ved det, og under hende gerne turen til Flintholm med cykel og Metro.









Jeg kunne til gengæld konstatere at det er en rar cykel at køre på, den kører hurtigere end den gamle, der med sine brede dæk limede bedre til vejen. At sadlen er lidt for høj, var ikke det mest bekvemme, men det var til at have med at gøre.

Undervejs gik det op for mig at valget af farver er helt perfekt. Jeg synes den grønne blev for meget, når jeg kiggede på cyklen i profil - på hjemmesiden, da vi bestilte - og er vild med kombinationen af to farver. Men når jeg sidder på sadlen, er alt jeg ser den store ringeklokke og den lige så store kurv - begge i den fine grønne, som jeg synes gør glad. 

Jeg kunne også konstatere at nye cykler kræver tilpasning. Jeg er vandt til friløb i pedalerne - det kræver tilvending ikke længere at kunne svinge pedalen op, så videre kørsel efter et hold er nemt. Det kræver tilvending at huske jeg har bremser i pedalerne - jeg bruger håndbremsen til forhjulet helt uden at tænke. Og det kræver tilvending ikke at kunne dreje bagud under kørslen. Det sidste gør jeg åbenbart ikke så meget i.

Det kræver også tilvending pludselig at have en kæmpestor og lækker cykelkurv, der sidder fast på stellet, i stedet for styr og forhjul, og derfor ikke drejer når styret drejer. Det virker helt forkert at kurven peger i en anden retning, når jeg drejer, og mere end en gang tog jeg mig selv i at tænke: Der er noget galt.

Og ikke mindst kræver det tilvending at nøglehullet i låsen sidder på den forkerte side af cyklen - eller på modsatte side af hvad jeg er vandt til. Med garnbutik, pizzaria, træning og en tur forbi centret har jeg temmelig mange gange i løbet af relativt kort tid, forsøgt at stoppe nøglen i låsen på et sted, hvor nøglen aldrig vil passe ind.

Det er småting, og det tager tid. Jeg ved det, og jeg ved også at lige pludselig lægger jeg slet ikke mærke til det mere, og synes at alle de ting, jeg før synes var rigtige, er forkerte.

Omvendt er jeg superglad for at bagagebæreren har en helt almindelig gammeldags fjederdims, til at sætte bagage fast med. Ikke noget fancy elastikhejs her. Det har jeg prøvet - det ser smart ud, men i virkeligheden virker det ikke.

Og som om cyklen i sig selv ikke signalerer luksus i særklasse, så følger garantibevis og cyklens historie med i læderindbunden, logopræget lækkerhed.





Emilie kørte en tur, da mørket faldt på - hun siger lygterne virker fortrinligt.

Har jeg sagt vi er vilde med dem? Vi bliver glade for dem - ingen tvivl om det!