mandag den 18. august 2014

Nellie the elephant


Nellie the elephant


Jeg er inviteret til dåb, og hvad vil gøre sig bedre end et blødt og hyggeligt dyr. Længe tænkte jeg at det skulle være en flodhest - jeg har ikke lavet en flodhest før - men jeg havde alligevel mere lyst til at lave en elefant.

Det er lille dreng der skal døbes, og selvom hæklede blomster måske ikke er det allermest maskuline der findes, og jeg ikke er i tvivl om at drengens forældre holder meget på traditionelle drenge- og pigefarver tror jeg på at den får grønt lys.


Nellie the elephant


Jeg valgte blå som grundfarven og supplerede med noget grønt. Jeg valgte klare farver, for børn i dåbsalderen og klare farver passer godt sammen.

Der går temmelig mange femkanter til sådan en elefant, og belært af Silles fejl - hun lavede en elefant for længe, længe siden - huskede jeg at fylde rumpen  med modvægt, for snablen er temmelig tung og uden falder den bare på snuden.

Jeg er ellers ret glad for sorte glasøjne til de hæklede dyr - men med en baby duer det ikke. En simpel hæklet cirkel og god fastsyning håber jeg til gengæld holder.





fakta3




Design: Nellie the elephant african flower crochet pattern af Heidi Bears.


Garn: Bumbo Cotton 8 fra det lokale supermarked.

Der gik 125 gram garn til elefanten, fordelt på fire farver. Plus en lille bitte rest uld til øjne. Jeg brugte ikke over et nøgle af nogen af farverne. 


Nåle: Hæklenål nummer 3 .


Størrelse: Den færdige elefant måler 44 cm fra snabel til hale og 17 cm i højden. På det breddeste sted måler den 13 cm, og fyldt vejer den 360 gram.


Nellie the elephant


Bemærkninger: Af en eller anden mærkelig grund glemte jeg at dyrene skal hækles med en hæklenål nummer 2½ og greb i stedet ud efter nr 3. Det betyder at hæklingen er en lille smule mere løs, og dermed har lidt større huller, så fyldet kan ses en lille smule mere. Men ikke meget.

For at give modvægt til den tunge front syede jeg en lille pude fyldt med plastikgranulat (fundet hos Panduro) og stoppede den ind mellem alt det bløde fyld. Jeg brugte symaskinen til at sy - i opskriften er det ellers en meget malende beskrivelse af hvordan puden skal syes i hånden. Som i opskriften valgte jeg at sy den dobbelt - man kan jo aldrig vide, og hvor sjovt er det lige, hvis der pludselig drysser plastikkugler ud af bagdelen på dyret...

Den yderste række stangmasker på ørene, der  efter opskriften skal bestå af klynger af fire stangmasker, valgte jeg at trække en enkelt stangmaske fra, og hæklede klynger af tre stangmasker.

Halen skulle egentlig bare have bestået af en fletning af længder af garn. Jeg synes det var svært at sy gennem de enkeltstående tråde - og sløjfe, så de ikke risikerede at ryge af undervejs. Jeg tænker at sådan en baby kan være temmelig hårdhændet.


Nellie the elephant


Enden blev at jeg hæklede en samling luftmasker og flettede dem. Det var lettere at sy gennem luftmaskesnorene, og fastlåse, så de ikke lige pludselig falder af. Personligt synes jeg også det blev flottere.

Øjnene skal også helst kunne sidde godt fast. Jeg hæklede derfor to cirkler på hver 13 stangmsker af en rest mørkegrå uldgarn og syede dem godt fast.


Har du lyst til at se flere billeder af elefanten, kan de ses lige her på Ravelry.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar