Status efter to ugers ny skolereform

En ting er teori - en anden er praksis.

Jeg er sådan en, der som udgangspunkt er positiv. Både i nuet, men også overfor nyt. Jeg har for mange år siden lært at der er kampe, der skal kæmpes, og så er der dem, der slet ikke er værd at bruge tid på. Og det der ikke kan ændres.

Skolereformen kan ikke ændres. Den er kommet for at blive. Derfor har min tilgang også fra start været at få det bedste ud af det. At hoppe på og følge med. At tro, det vil give nye og spændende muligheder.

Sådan har jeg det stadig.

Men. For der er også et men. Vi nåede ikke meget længere end mandag i sidste uge, før vi måtte indse at et er teori - noget andet er praksis.

Det handlede mest om Klubben. Om at skulle være to steder på en gang. Om ikke at have tid. Om ikke at have overskud. Om at føle sig utilstrækkelig, og om at passe på hinanden. Det holdt hårdt. Vi følte os ikke hørt, vi følte os misbrugte og på randen af negativitet.

Det har ingen af os lyst til.

Men vi var hørt. Og vi blev hørt. Sådan noget giver ro. Også selvom problemerne ikke er løst. Alting kan ikke klares fra den ene dag til den anden, men der arbejdes på sagen, og så kan vi strækkes langt.

Bare vi bliver hørt.

I skolen dukkede andre problemstillinger op. Det altoverskyggende "hvad skal vi egentlig" har fyldt. Samarbejdet med lærerne, som jeg på visse punkter havde gruet for, viste sig knap så grufuldt, men stadig svært at have med at gøre. Med timer i seks klasser og med lærere til lige så mange klasser, er det sin sag at finde tid.

I praksis har vi ikke fundet tid. Men vi har fundet noget andet. Så kommer det med tiden nok med tiden. Jeg tror på det.

Jeg har ikke mange timer i skolen. Men heller ikke mange færre end mine kolleger. Jeg har fem. En time hver dag. Hver dag en ny klasse. Den ene dag to klasser slået sammen. Det giver mange indgangsvinkler at holde styr på. Mange skift, og mange muligheder.

På mit skema stod fra start fordybelse. Det er de timer der i reformen hedder lektiehjælp og faglig fordybelse. Eller de timer der i daglig tale går under navnet lektiecafé. Det stod hurtigt klart at min faglige kompetence ligger langt under lektiehjælp i ottende og niende klasse.

Jeg har kun ottende og niende klasse. Til gengæld har jeg alle de klasser skolen kan mønstre på de to årgange.

Det viste sig også hurtigt at jeg ikke var den eneste, der havde set at kombinationen pædagog og lektiehjælp ikke er den bedste brug af kompetencer. Nu er alle mine fem timer i de seks klasser vekslet til understøttende undervisning. Det kunne heldigvis lade sig gøre.

I løbet af den første halvanden uge med ny skolereform kunne jeg fysisk mærke at tingene ikke hang sammen. Dagene gik, timerne i både skole og SFO blev brugt. Jeg blev brugt. Jeg faldt i søvn, når jeg nåede hjem. Og jeg kunne ikke vågne om morgenen.

Onsdag blev vendepunktet. For mig. Ikke for alle. Men lidt tæller også.

Onsdag havde vi møde med lærerne. Det var set frem til med glæde. Det var vist et udemærket møde. Men det var ikke selve mødet, der gjorde udslaget. Det var de sætninger Kristine sagde lige inden mødet gik i gang. De sætninger der fik min del af undervisningen til at falde i hak.

I hvert fald for de næste mange måneder.

Lige inden sommerferien sluttede, satte jeg mig og skrev noget der minder om en jobansøgning. Jeg skrev om mine kompetencer. Om hvor jeg så mig selv i skolen, og hvor jeg mente at kunne bruges fornuftigt. Jeg sendte det alle de lærere jeg er i teams med. Til alle seks teams. Jeg havde nemlig forudset vanskelighederne ved at mødes.

For mange år siden lærte jeg webdesign. Jeg lærte HTML, CSS og en smule Javascript. Jeg lærte om billedebehandling, om flowcharts og om opbygningen af hjemmesider. Det var det Kristine tog fat i. Kan du ikke lære dem det? Spurgte hun, og mente at alle seks klasser kunne få glæde af.

Det er ikke en fjern tanke. Jeg har tænkt den mange gange. Tænkt at jeg arbejder på en skole og det kunne være spændende at få lov at give min viden videre. Jeg havde bare glemt det. Glemt det midt i min følelse af utilstrækklighed.

Man kan hurtigt føle sig utilstrækkelig, når man ikke længere kan huske hvordan et udsagn med x'er og y'er, plusser og minusser, paranteser og opløftede potens skal reduceres. Specielt når jeg samtidig var pinligt bevist om, at lige præcis den del af matematikken var jeg mere end bare almindelig god til. For femogtyve år siden.

Nu skal jeg undervise webdesign. Jeg glæder mig. Alle mine mange lærerkolleger greb bolden og synes det var en fantastisk ide. Når eleverne har lært nok, kombinerer vi med opgaveafleveringer. Jeg ved hvad jeg skal. Lærerne ved hvad jeg skal. Og de får tid til selv at finde rundt i alt det nye, uden også at skulle tænke på mig.

Så finder vi nok ud af det med at mødes.

Det gjorde godt. Jeg er klar og mandag starter første lektion. Jeg kunne fysisk mærke hvor godt det gjorde. Hvor meget det lettede.

Torsdag morgen vågnede jeg frisk og veludhvilet.

Jeg tror stadig på det nok skal blive godt.

Også selvom en ting er teori. Og noget andet er praksis.