I potter og krukker

Jeg har været aktiv på altanen.

Meget kan mine hænder og fingre. Men grønne, er der endnu ingen, der har beskyldt dem for at være. Sikkert godt det samme. Men jeg lærer hele tiden, og måske ved jeg pludselig meget mere om krukker og potter, end jeg vil påstå at gøre lige nu.

Knap var Emilie forsvundet ud ad døren, før jeg alligevel fandt mig selv siddende med jord til albuerne. Jeg har god tid til at rode med jord, hun kommer nemlig ikke hjem igen, før engang længe efter skolen er forbi i morgen. Hun har en aftale med Mormor, og da ingen andre gjorde noget, aftalte hun bare selv. Slet ikke nogen dårlig løsning på den sag.

Men den der altan. Tulipanerne er afblomstret og stænglerne står ranke og fine, men knap så kønne. I kælderen ligger dahliaknoldene, jeg sidste år gravede op, og efter alle kunstens regler gemte i en papkasse med aviser. Der har de ligget hele vinteren, mens alskens skrammel er bunket ovenpå og de stakkels knolde er helt glemt.

Meningen var jo faktisk at de skal i de samme krukker og potter, som tulipanerne bebor. Tulipanerne flyttede ind, dengang knoldene flyttede ud. Jeg har bare glemt dem. Fuldstændigt. Og hvornår skal sådan nogen egentlig plantes? Måske er det for tidligt, for det er vist ikke særlig mange dage siden, der stod nattefrost på programmet. Måske skal jeg lige efterse vejrudsigten de næste dage.

Men hvad med tulipanerne. Og hvad med de stakkelse knolde, der hentet fra kælderens dyb, havde udviklet blege, fotosyntesemanglende skud, der rakte opad, og lignede noget der higede efter jord.

Et kig på nettet afslørede at tulipanerne skal have lov at visne. Det havde jeg ærlig talt ikke tid til, så umiddelbart var jeg parat til bare at grave dem op og hælde dem ud. Men så faldt jeg over en enkelt artikel, der mente at vide, at de fine ranke stængler sagtens kan visne ovenjorde.

Så nu er der byttet plads. De fine sten og sneglehuse og skaller, der har prydet toppen af krukkejorden, er forsigtigt pillet af, tulipanløgene forsigtigt garvet op, og dahliaknoldene overtaget pladserne sammen med en smule ny jord. Nu ligger tulipanløg og stængler i kassen sammen med aviserne og de fine sten og skaller i krukkerne. Om det duer til noget, det vil fremtiden vise.

I stedet er jeg mere spændt på om de skydende knolde, skyder mere. Eller om den ene af de fem, der slet ikke skød, vil være med i legen.

Og når jeg om lidt har spist frokost, venter en sækfuld gamle altanrester og oliventræet, der gik ud for flere år siden, på at jeg tager mig sammen og slæber det hele ned til storskrald. Og så er der endda blevet plads til at sidde rundt om bordet.