Ikke et eneste billede fik jeg taget af alle de glade konfirmander. Det virkede som en overtrædelse af deres dag, at bede dem stille sig op for mig, selvom de sikkert gladeligt havde gjort det, og familierne knipsede løs.
Vi havde travlt da vi endelig kom ud af døren, og med en viden om start klokken ti blinkende foran os, trådte vi godt til og nåede kirken med mindst mulig forsinkelse. Der lød sang fra den stopfulde sal, da vi trådte indenfor og fandt en ståplads i hjørnet lige inden for døren. På folderne med hele forløbets gang og sange, stod der også at de havde været i gang siden halv ti. (Jeg kunne selvfølgelig selv have tjekket op, i stedet for at stole blindt på roden. Men jeg valgte at stole)
Vi nåede dog det vigtigste – at se alle rødderne og tøsene træde frem og træde i de voksnes rækker. De gjorde det fint, talte højt og gik æresrunden til UG og stjerne.
Udenfor mødte vi lærerne, der også var mødt op og alle ungerne, der nu er voksne stod til skue og billeder og lykønskninger i jakkesæt, vandkæmmet hår og fantastiske kjoler spændende fra lårkjort til hellangt, fra alternativt til misundelsesværdigt for enhver brud.
De var squ skønne – var de!
Mens konfirmander og familie kørte standsmæssigt fra kirken, sadlede vi cyklerne til turen videre mod byen og Bedsteveninden. Knap var vi trådt ind ad døren før Emilie fik det dårligt, brækkede sig og blegnede i bedste lagenstil. Mens Tøsebarnet blev dopet og stoppet under dynen, besluttede vi andre at blive hjemme og hygge, i stedet for at spise frokost et sted i det grønne, som ellers var udgangspunktet.
Hjemme er også godt og mens jeg strikkede fik Bedstevenindens Iphone en tiltrængt opdatering og vi løste gåden om billederne, der ikke ville fiindes.
Timer senere vågnede Tøsebarnet igen op til dåd, forsøgte med lidt spisning og en film, inden hun igen gik omkuld og til sidst måtte op, for vi skulle hjem. Hellere før end siden. Vi tog toget hjem, der gav mulighed for lidt stillesidden, inden hun vel hjemme straks kravlede til køjs, klynkede lidt over en seng der ikke ville stå stille og heldigvis hurtigt faldt i søvn.
Forhåbentlig er hun klar igen i morgen. Om ikke andet søndag, hvor mormor med glæde og ventens længsel er på programmet.
jeg kender godt det med at i nogle situationer kan man bare ikke få taget billeder, fordi det vil ødelægge øjeblikket og din beskrivelse her giver jo til fulde et fint billede af hvordan de alle var og hvor fint det var at se dine unger i kirken. Dejlig oplevelse for jer alle, men at Emilie skulle blive syg det var da ikke programsat og synd for hende.
SvarSletDet var så hyggeligt Evi, og jeg ærgrer mig en smule over ikke tidligere at have taget mig tid. Heldigvis blev Emilie hurtigt rask igen, selvom turen hjem vist mest af alt føltes som tortur :)
SvarSletåh hvor jeg forstår din ærgrelse, men du ærger dig jo netop fordi det var sådan en fin oplevelse og gerne ville have oplevet den med alle dine unge. Man kan nu engang ikke altid være alle vegne på en gang så lad være med at få dårlig samvittighed over at du ikke har fået gjort det andre gange, men vær glad for at du var med denne gang.
SvarSletGodt Emilie hurtigt blev frisk igen !
Du har ret Evi, og jeg gider heller ikke gå rundt og have dårlig samvittighed eller andet af samme skuffe, over beslutninger jeg selv har taget :)
SvarSlet