Da jeg passerede Emilie, nåede jeg netop at håbe vi ville nå hjem inden det for alvor gik løs. Knap havde jeg sagt ordene og sat mig i bevægelse, før de første dråber faldt. Længe inden Centret var regnen gået over i hagl, der ikke føltes mindre våde, sammen med et akompagnement af bulder og brag. Den fine seddel jeg hængte på cyklen i går aftes, i håb om at sparre vores tohjulede, når der i disse dages ryddes ud, hang noget med hovedet, og så slet ikke fin og ny ud længere.
Ved Centret var der plads til et hurtigt stop og indkøb af de råvarer Fakta ikke ligger inde med. For en enkelt gangs skyld købte jeg en pose med. Ikke for at bære, men for beskyttelse til cykelkurvens indhold.
Senere stødte Emilie til. Hun valgte kyllingens lod i morges, og tog bussen bevæbnet med den syregrønne paraply. Mon ikke hun kunne ses.
Nu er vi hjemme, bulder, brag og hagl er erstattet med sol fra en nærmest klar himmel, og jeg har masser af tid. Tid jeg troede skulle bruges med interesserede på næste stop. Ungdomsklubben, der er vores forlængede arm, men desvære ikke i vores regi.
Ingen ville med, så jeg tog hjem. Gennem regnen. Tiden vil jeg bruge på acryldugen og de kinesiske skrifttegn. Det er vist ved at være på tide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar