Beslutninger

Ungerne har været afsted på far-besøg i weekenden. Anders og jeg har nydt tosomheden med masser af tid til lige det, vi havde lyst til.

Normalt bliver de hjemvendende sat på et tog i den ene ende og tager hele vejen til den anden ende. Når S-toget søndag kører fra Høje Taastrup ringer Emilie, og er jeg hurtig kan jeg nå at stå på stationen, når toget ruller ind og følges tilbage med dem, mens snakken går.

Denne søndag var en smule anderledes.

Daniel har overtaget det fædrendes gamle cykel – der parantes bemærket er helt ny, og stort set aldrig brugt – ret lækkert, når han lod den gamle stjæle og kun har haft mulighed for noget der i mistænkelig grad appelerer til betegnelsen havelåge.

Cyklen var ikke det store problem. Den har både luft og hjul og er nem at transportere. Problemet var den temmelig tunge microbølgeovn, Emilie har fået gaflet fra farforældrene, der bare havde den stående. I klassen har de længe ønsket en mulighed for opvarmning af mad til frokost og andet i den dur.

“Så gider du ikke komme helt til Høje Taastrup og hente os?” bad hun så mindeligt. Og selvfølgelig gad jeg det.


En beslutning formede sig. Der er ikke længere til Høje Taastrup, end hele turen kan gøres på jernhesten. I lang tid troede jeg selv på projektet.

Jeg troede stadig på det, da Tøsebarnet ringede for at fortælle at de var lige ved at tage afsted. Og det selvom jeg i samme øjeblik stod med en tallerkenfuld frokost, jeg lige havde tilberedt og var voldsomt sulten efter.

Jeg troede stadig på det, da jeg efter frokosten, der gik hurtigere end forventet, satte mig for at snørre skoene. Og det til trods for at tiden begyndte at rinde ud.

Jeg troede også stadig på det, da regnen pludselig stod ned og hamrede på runderne. Også selvom det måske ikke var den mest geniale idé at begive sig ud i, når jeg upraktisk som jeg er, ikke ejer regntøj.
Jeg endte med at vente fem minutter, beslutte mig for toget, begive mig ud i det lækreste efterregnvejr med strålende sol og en smule misundelse over ikke at køre hele vejen.

Så jeg nøjedes med at køre til stationen, stoppe cyklen i S-toget og nå ankomstperronen samtidig med at toget, indeholdende mine unger, cykel og microovn, dampede ind.
Jeg gad ellers godt have cyklet hele vejen.