onsdag den 5. januar 2022

Strikkenoter

 

Der findes fancy journaler til at samle sine projektnoter, sin samling af garn, sine daglige opgørelser og alt muligt andet.  



Jeg har altid skrevet noter til det jeg strikkede, eller på anden måde lavede. Skriblerier i kanten af opskrifterne eller på et stykke papir eller en serviet, der altid endte med at blive væk.

For et par år siden begyndte jeg at samle optegnelserne i notesbøger. En for hvert år. Jeg lavede mit eget system, der virker for mig, mine noter er samlet og bliver ikke væk.

Det er et simpelt system. Jeg har et opslag til hvert projekt. Om det er strik, hækling, spinding, broderi eller noget andet, samler jeg årets projekter i en fælles log.

Jeg skriver startdato og slutdato, jeg noterer størrelse, pinde, garn og hvad der ellers bruges. Undervejs noterer jeg ændringer, beregninger og alt det andet jeg plejede at skrive på små lapper eller i marginen af opskriften. 





Jeg starter pænt ud, senere bliver det knap så pænt. Det er lige meget, noterne er kun tænkt til mig. Jeg sætter banderoler og garnender ind, så jeg ved hvad jeg har brugt. Somme tider en strikkeprøve eller noget andet, der giver mening. 

For at holde styr på igangværende og afsluttede projekter laver jeg et mærke af papirtape. Jeg fjerner det når projektet er færdigt og blogget. Ikke før. Jeg tegner også en stjerne i øverste højre hjørne. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi det så er endelig afsluttet.



Emilie insisterede på adventskalendre til hinanden. En af gaverne var en notesbog. Den fineste jeg endnu har fyldt med noter. 

Et nyt produktivt år er klar.





2 kommentarer:

  1. Det er alligevel smart og imponerende!
    Jeg skriver i opskrifterne så det ikke bliver væk. Hvis ikke, prøver jeg at lave nogenlunde samme ændringer næste gang. (Ellers finder jeg på nogle nye.....)

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, jeg skriver også stadig i opskrifterne, men jeg har tit brug for mere plads, end jeg finder i opskrifterne - specielt når jeg laver helt om :)

      Slet