lørdag den 15. januar 2022

Pizzakugler


Fredag er båldag i Klubben. Fredag er også bad når jeg kommer hjem. På skolen er der også med mellemrum fredagsbar om fredagen. Ind imellem når jeg forbi, mens der stadig er nogen tilbage, når jeg har fri. Det er sjovt som duften af bål skaber mange forskellige tilkendegivelser.




I dag prøvede vi noget nyt, derude ved bålet. Det blæste godt, så det var lige før vi aldrig havde fået gang i det der bål. Det lykkedes dog, og med god gang i både ild og gløder, risten på en trefod og en gammel æbleskivepande Emilie fandt til os på en af hendes genbrugsjagter, lavede vi pizzakugler. 

Ideen havde jeg fundet på Instagram hos Ud med ungerne. En pizzadej, fyld og den der gamle æbleskivepande, som lige nu står i blød weekenden over. 

Børnene trillede selv kuglerne, nogen af dem med større succes end andre. I første omgang skulle de også selv vende kuglerne i panden. V i havde kun den ene pande og det viste sig dels at være svært at komme til, dels at det kan være grænseoverskridende at rode rundt i en pande over åben ild og dels at hele arrangementet kræver lidt mere øvelse, end vi lige havde forudset.



Altså overtog Louise og jeg det med vendingerne, ungerne trillede løs og legede rundt om bålet mens de utålmodigt ventede på de færdige kugler, eller i nogen tilfælde bristefærdige bomber.

Resultatet var ikke kønt, med smagte godt, og det er altid et godt udgangspunkt. 

Samtidig er en dej ikke bare en dej. Den pizzadej jeg fik bakset sammen hævede en del undervejs. Det betød at det kunne være svært at passe kuglerne ned i hullerne. Det kunne også godt hænge sammen med størrelsen af kuglen fra start. Jeg er ikke sikker på Louise og jeg var helt enige om hvor meget dej der skulle startes med. 

Vi kan godt lide læringsprocesser.'



Vi er også enige om at panden nok skulle have været af støbejern, men er et udmærket udgangspunkt, i mangel af bedre. Jeg tænker det er muligt at finde en flok aflagte hullede pander af den tunge slags, og har allerede luftet tanken i det ugentlige nyhedsbrev til forældrene. Der er et vist håb om at nogen ligger inde med pander, der ikke længere bruges. 

På fredag tror jeg panden skal have en tur mere, for der er mange andre gode ideer til hvordan sådan en kan bruges over bål.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar