lørdag den 15. januar 2022

Glimmer til Rie

 

Da jeg var på strikke-kanal-rundfart med Rock & Roll Hausfrau fik vi alle en garngave, som jeg straks besluttede skulle gå til Rie. Rie kan nemlig godt lide glimmer, og elsker hjemmestrikkede strømper.



Glimmergarnet var lidt for spraglet til mig. Jeg kan bedst lide lidt mere afdæmpede farver, der kan bruges i finurlige mønstre uden at hverken mønstre eller farver forsvinder. Jeg tænker det er derfor stribet strømpegarn ikke duer for mig. Striber er så fine, men bedst i glatstrik eller så lille et mønster at jeg begynder at kede mig. 

Jeg vidste der skulle et simpelt mønster til Ries strømper, men igen helst ikke så simpelt at det blev alt for kedeligt at strikke. Det er i øvrigt sjovt at jeg på ingen måde har et problem med at strikke størrer beklædningsstykker i ren glatstrik...

Jeg endte med et mønster, der viste sig at kunne lige præcis det jeg havde brug for. Nu er det bare spændende om Rie synes det samme.









Design: Business Casual af Tanis Fiber Arts.


Garn: Mille Colori farve ML 0057 Fra Lang Yarns Nordic. Farven er toner mellem grå og orange tilsat glimmer. 

Jeg brugte 64 gram til strømperne, og satser på at bruge resten som kant på det igangværende skørt, der bliver mere og mere fjollet at se på.

Fjollet er nogen gange godt.


Pinde: Jeg strikkede magic loop på 2,5 mm Addi Lace 80 cm rundpind. 


Størrelse: 64 masker og en fod der passer min - cirka str 39.



Bemærkninger: Jeg strikkede 15 pinde rib inden jeg gik over til mønstret. Jeg valgte at strikke alle mønstermaskerne drejet ret, for at fremhæve dem. Det er lidt besværligt, når der skal drejes mod højre, men så meget pænere.

Jeg gentog mønstret tre gange ned af benet og tre gange over foden. Det passede perfekt. 

På strømpe nummer to, spejlvendte jeg snoningerne.

Jeg lod mønster være mønster og besluttede at strikke en hel anden hæl og tå end jeg plejer. 

Jeg strikkede en Fish Lips Kiss Heel  med en kort hælflap inden på 8 pinde. Det vil sige, jeg strikkede 8 pinde glat over halvdelen af maskerne (hælmaskerne) inden jeg strikkede hælen efter vejledningen til Fiskekyssehælen. Inden jeg fortsatte foden, strikkede jeg 5 masker op på hver side af den lille hælflap og tog de overskydende masker ind ganske om ved en almindelig hælflap. Det giver mere rum til svangen. 

Jeg ved ikke hvor høj svang Rie har, men det virker på min fod. 

Garnet striber ikke helt ens gennem nøglet, hvilket resulterede i at den ene tå har nogle sjove striber, der ikke findes magen til andre steder på strømperne. Det synes jeg er hyggeligt. 



Ved tåen valgte jeg en stjernetå. Jeg havde ikke rum nok til at strikke 5-4-3-2-1 omgange mellem indtagningerne, så for at gøre tåen lidt kortere valgte jeg at have 3 omgange mellem indtagningerne, til det gav mening at have 2-1 og ingen. 

Det virker fint. 

Nu mangler jeg bare at overdrage strømperne til Rie. Jeg tænker jeg finder hende i næste uge. Hvis ikke hun finder mig.


Vil du se flere billeder af strømperne kan de ses på Ravelry.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar