tirsdag den 21. maj 2019

Nye bukser


Jeg fik endelig fikset overlockeren, så den ville sy igen.

Jeg ved ikke hvad der sker, men somme tider vil den ingenting, til trods for at jeg er helt sikker på at alt er trådet rigtigt. Når jeg så ender med at hive alle trådene ud, og starte helt forfra, så vil den pludselig gerne.

Det ville den også denne gang.





Jeg startede med lommerne, som jeg lavede lidt på gehør og uden den rygrad tingene plejer at ligge på. Der er tusind ting galt med de lommer. Ud over at de på ingen måde er pæne. Det koster at lade symaskinen stå for længe.

Da først de var syet på, kom det dryppende. Alle de ting og gode fif jeg burde have husket. Alt det, der ville have gjort dem pæne.

Nu sidder de der, hjælper med at kende forskel på for og bag, og falder vel lidt til i vask. Han skal alligevel ikke bruge dem ret længe. Om et par måneder kan han ikke passe dem mere, og så må jeg komme ind i lommekampen, og lave noget, der er pænere til den tid.

Jeg tænker også Oscar er pænt ligeglad.

Så længe der er mere plads end i de første par jeg lavede, og som han næsten ikke kan være i længere.





For at glæde den orangeglade dreng, købte jeg straks den orange camouflage da jeg fandt den. Orange er ikke nemt at finde.










Design: Mønstret er fra OTTOBRE 3/2006 - model 6 - Byxa i frotté.


Stof: Jerseystoffer dels fra Sting & Stoffer købt til Sy og Strik messe i Hillerød og dels fra Stoff og Stil og matchende rib fra Stoff og Stil.

Jeg har et fjerde stykke stof, men ingen rib der passer i farven, så det blev ikke nu. Jeg var egentlig heller ikke vildt begejstret for den grumsede gule sammen med hverken pandaerne eller rævene, men det blev sådan.


Størrelse: 74-80 cl.




Bemærkninger: Jeg kan godt lide de lidt baggy bukser, og muligheden for at vokse, så jeg lavede ribben i benene dobbelt så lang - det betød at ribben kom til at se lidt smallere ud.

Jeg tilføjede baglommer. med rib i øverste kant. det kunne jeg godt have gjort bedre. Jeg kunne godt lide de store forlommer, jeg syede på de første bukser, jeg syede til Oscar, men når størrelsen skal være bare det lidt større, var der ikke stof nok til så store lommer.

Jeg havde faktisk en forventning om, at jeg havde rigeligt stof til to par bukser af alle de halve metre jeg har købt. Det skal der nok lige regnes lidt på...

Jeg køber mere stof næste gang - for selvfølgelig kommer der en næste gang.


Jeg har ikke set ham i dem, men jeg tænker de passer.

Daniel fik dem med hjem, da han og Oscar pakkede sammen efter ugens fællesspisning i dag.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar