Det er fredag, weekenden er skudt i gang og niende klassernes sidste skoledag gik fantastisk.
Revyen var ikke en af dem, der vil gå over i historien som fantastisk, men de gjorde det. Bagefter var der vandkamp i solskinnet. Vi plejer at have skumsprøjt, der har været arbejdet imod gennem mange år, men traditioner er svære at bryde, og det krævede en ny skoleleder og et stort forarbejde om barberskums skadelige påvirkning af øjne, inden det lykkedes.
Store baljer fulde af vand, lærere udstyret med store vandpistoler, masser af vandballoner og store elever udstyret med hvad de lige kunne finde - halvanden liters flasker, spande og en enkelt vandkande - midt i solskinnet viste sig at være ret sjovt. Udefra så de ud til at have en fest.
Til slut gik der sport i at hælde de mindre elever - eller hinanden - ned i baljerne, og trods gennemblødthed var der ingen som klagede. Når alle der ikke ville være med kan blive uden for det afmærkede område, er alting godt.
De gennemblødte tørrede, mens niendeklasserne fortsatte mod fodboldbanen og den årlige kamp mod de voksne. Med et tre-et nederlag løb de stadig glade fra banen og forsvandt mod frokost, fest, eksamener og det videre liv.
Vi andre fortsatte til klasser og i Klubben, hvor der stadig er børn at passe. Sidste skoledag er altid en hyggelig dag med lidt matte børn. I år lidt flere end vanligt, for de store, der plejer at gå hjem i bad, for at vaske duften af skum ud af næse og hår, blev og hyggede sig i stedet.
Jeg var ærlig talt også lidt mat, da turen endelig gik hjemad.
Læse:
Jeg afsluttede Lærlingen, der både endte med en uforløst ny historie og de ulidelige sidste fem minutter efter en noget nervepirrende afslutning. Jeg ser frem til flere af Tess Gerritsens bøger om Rizzoli.
I stedet startede jeg på Jussi Adler Olsens Og hun takkede guderne (åbenbart tidligere udgivet som Firmaknuseren).
Jeg var usikker på om den er noget, men til trods for at den ikke umiddelbart ligger inden for min komfortzone, følte jeg mig ret hurtigt fanget og er spændt på hvor siderne fører mig hen. Spændt på hvordan Nicky og Peters net bliver spundet sammen.
Jeg er ikke nået særlig langt, men alligevel længere end jeg havde forventet efter ganske få dage.
Strikke:
Sjalet jeg slog op til for nogen uger siden er vokset betragteligt. Jeg strikker stort set kun på det, når jeg ikke er hjemme. Det er et fremragende mødestrik.
Garnet er tyndt, og det føles som om nøglet ikke bliver mindre.
Sidste weekend begyndte jeg at overveje hvor stort det rent faktisk kan blive. Og om jeg nogensinde vil blive færdig. Hjemme igen vejede jeg det resterende garn, og kan konstatere at jeg er nået over halvvejs.
Jeg regner med at der i hvert fald er to, måske tre, allerhøjest fire mønsterrapporter tilbage, inden jeg kan lukke af.
Det bliver stadig fint.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar