Det er ikke hver dag, jeg oplever garn, der vil blive til noget. Det oplevede jeg flere gange i løbet af det sidste år. Måske er det derfor jeg har brugt markant mere af det nye garn, end jeg plejer. Mit garn plejer at have en vis liggetid, men det har der ikke været meget af i år.


Min mor og jeg var til Strik i Danmarks Hjerte og havde meldt os til en plantefarveworkshop med Plantefarveren. Vi skulle bundledye og det var sjovt. Der fulgte et 100 grams fed uldgarn med i prisen, vi fordoblede og jeg kom hjem med 400 gram uldgarn i to farveholdninger.
Min mor havde på forhånd planlagt at jeg skulle have garnet med hjem, og farvede i nogenlunde samme farver som jeg, med det resultat at jeg havde to plus to fed, der passede sammen.
Vi farvede grønligt med valnød og rødløgsskaller. Og vi farvede rødligt med kraprod og cochenille. Jeg kunne mærke at jeg synes min mor skulle have garnet tilbage, og ret hurtigt blev jeg enig med mig selv om huer.


Mette Hvitveds Fluffy Ribhue er superfin og virkede som det rigtige projekt. Jeg kombinerede med en silkemohairtråd, og strikkede rødt til Annelise og grønt til min mor. Ret heldigt er det to farver de hver især holder af.
Jeg strikkede huerne i sommerferien, og sjældent har jeg været i så god tid med julegaver. Resten af garnet havde jeg også planer for, men da det blev julegaver, har de ligget og ventet på at kunne blive vist frem.

Design: Fluffy Ribhue af Mette Hvitved.
Garn: Begge huer er strikket af uldgarnet fra BC-garn som Lotte bag Plantefarveren udstyrede os med.
Den røde hue er kombineret med en rød Kidsilk fra Drops. Jeg brugte 65 gram af den plantefarvede uld og 25 gram Kidsilk.
Den grønne hue er kombineret med en Soft silk Mohair fra Knitting for Olive i farven Fennikelfrø. Her brugte jeg 52 gram af den plantefarvede uld og 20 gram Silkemohair.
Pinde: Begge huer er strikket på pind nummer 3 mm.


Størrelse: Den røde hue er en Medium, og strikket en lille smule længere, for Annelise har meget hår. Og den sidste hue jeg strikkede til hende er en lille smule for kort.
Den grønne hue er en Small, for det tænker jeg passer min mor bedst.
Bemærkninger: Jeg tror bare jeg fulgte opskriften - som i øvrigt er velskrevet.
Vil du se flere billeder af huerne kan de ses på Ravelry. Den grønne her (LINK), og den røde her (LINK).

Ingen kommentarer:
Send en kommentar