torsdag den 21. januar 2016

Minecraft Zombie


Jeg havde den færdige zombie med i tasken, da jeg cyklede til biblioteket i lørdags. selvom jeg ikke kunne komme ind, kunne den fine bunke sne lige udenfor snildt agere fotoplads for den lille mand, som endnu ikke var ordentligt foreviget.


Zombie fra Minecraft


Det er muligt han fik kolde fødder, der i al sneen, men det så ikke ud til at gå ham på. Med dragen skovl indtog han Verden og havde sikkert gerne gravet et hul eller to, hvis jeg havde ladet ham få lov. I stedet fik han kun lov at posere og så blev han ellers sendt ned i tasken igen.

Jeg er ikke fan af fastmasker. Projektet har ikke ændret meget på den opfattelse. Der er lidt for meget mas med fastmasker, der som navnet antyder er temmelig faste. Næ, giv mig nogen stangmasker. Dem kan jeg meget bedre lide.

Det betyder ikke, at jeg ikke en anden gang kan finde på at kaste mig over et fastmaskeeventyr. Zombien her skal bare først lige på afstand nok til, at jeg når at glemme hvor lidt jeg bryder mig om dem.


Zombie fra Minecraft


At zombier har brug for en skovl siger vel egentlig sig selv. Anders mener dog, at jeg har udstyret den stakkels gut med en ualmindelig dårlig en af slagsen. Han har forsøgt at hjælp zombien på vej, men skovlen kan altså ikke grave gennem hud. Og hvordan skal han så nogensinde få noget at spise?

Derudover har han det vist meget godt. Han har slået sig ned, gjort sig det mageligt og truer med at blive boende til en gang i marts, inden han skal videre til Jonathan og fødselsdag. Lige nu har han for eksempel sat sig på ryggen af dragen, der ikke kan ryste ham af, og derfor bliver nødt til at finde sig i den noget uønskede passager.








Design: Zombie from Minecraft af Olka Novitskaya.


Garn: Bomuldsgarn og en smule glimmer. Han er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude.

Der gik cirka 60 gram bomuldsgarn i forskellige farver og et enkelt gram af det sølvfarvede. Færdigstoppet vejer han 88 gram.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Ifølge opskriften skulle han have været hæklet på en nål str 0.9 og dermed blevet 14 centimeter høj.

Min version er af tykkere garn og en større nål og endte med at blive hele 21 centimeter høj. Han måler 9½ centimeter både over skuldrene og i armlængden. Jeg tror nu ikke det gør ham mere farlig end originalen.


Zombie fra Minecraft

Zombie fra Minecraft


Bemærkninger: Jeg stoppede fyldet knap så fast som ellers. Minecraft er firkanter og det firkantede bliver noget rundt, hvis det bliver stoppet for fast.

Jeg nåede vist også omkring begge ben, inden jeg for alvor forstod at læse opskriften korrekt. Altså er bunden på fødderne ikke helt efter foreskrifterne, men det tror jeg ikke, der er nogen som lægger mærke til.

Min erfaring med to farver og hækling kan ligge på et meget lille sted. Jeg mente at have læst eller set, at den farve, der ikke hækles med kan føres med rundt mens den anden bruges. Det krævede mere end bare at gøre det, og ved livet fik jeg strammet den turkis noget mere end beregnet, så han går lidt ind i farveskifteområdet.

Den erfaring rigere betød at halsområdet og ansigtet blev knap så stramt.


Har du lyst til at se flere billeder af zombien, kan den ses lige her på Ravery.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar