2015 fra et garnperspektiv

Jeg synes hvert år det er spændende at se tilbage på hvad jeg egentlig fik lavet – af garn. For jeg har jo også lavet alt muligt andet, som jeg ikke på samme måde har styr på.

Det er altid overraskende, hvad der kom ud af alt arbejdet. For eksempel havde jeg en oplevelse af, at i det sidste år fik jeg strikket rigtig mange ærmer. Og så kan jeg faktisk kun mønstre tre sæt. Fire hvis jeg tæller den tunika med, som ligger og sådan set er færdig, men mangler noget tilretning, som jeg har valgt at vente med til jeg igen ser normal ud.

Tre par ærmer er ikke mange. Til gengæld fik jeg hæklet mange flere dyr end jeg troede. Havde du spurgt mig, uden jeg havde kigget på opgørelsen, ville jeg have svoret at en del af dem blev lavet allerede året før. At jeg kun lavede et par stykker i løbet af 2015.

Så ikke flere hæklede dyr! Eller måske ikke. Jeg har jo lige lavet en lille skildpadde, og så er der lige den der Minecraftmand jeg har lovet at lave til Jonathan, der fylder tyve lige om lidt. Og så måske en lyserød hund til Emilie eller en af fine My little Pony heste Nikita kiggede længe efter…

For det er jo det. Jeg laver det jeg har lyst til, når jeg har lyst. Jeg gider ikke lave noget, der bliver dræbende eller kedeligt, hvis ikke der er en mening med dræbenheden eller kedeligheden. Så får det hellere lov at ligge. Bliver pillet op, eller lavet til noget andet.

Hvad blev det så til, spørger du måske? Lad os se på det.

Og starte i det små:

Småt er nemt, og derfor troede jeg egentlig der ville være mange flere billeder at skulle jonglere med i billedekalvakaden. På den anden side kunne en hel del af de afrikanske blomster-dyr snildt indfinde sig i kategorien småt. De har så bare fået en kategori for sig selv, og dermed er der måske i virkeligheden meget mere småt end først antaget.

Forresten er sokker heller ikke særlig store…

Da Garnudsalg efterlyste grise i metermål, kunne jeg ikke stå for udfordringen og strikkede en enkelt. Meget sul havde den ikke på kroppen, men den var hyggelig at strikke.

Emilie ønskede pulsvarme og fik  pink varme i anden adventsgave. Tilbagemeldingen meldte om god varme, men jeg må være ærlig at sige at jeg ikke har set hende med dem. Det sidste betyder på ingen måde at hun ikke bruger dem. Jeg ved det bare ikke.

To nissehuer – en gammeldags i skovnissefarver og en mere moderne og Coca Cola inspireret rød og hvid – så dagens lys. De blev begge flittigt brug igennem december på respektive arbejdspladser.

To Husalfehuer i mange lag blev det også til. En stor og en lille. Den ene blev givet væk juleaften, den anden overtog, og bruger, Emilie. Men hun ønsker sig altså stadig en i lyserød og pink.

I hækleafdeligen blev det til tre sæt grydelapper. Alle tre juleoplæg og gaver. De to af dem til selve aftenen, mens Daniel havde det sidste sæt med til gavepakkeleg i køkkenet.

Videre til sokkerne:

Sokker er også små, så måske er det slet ikke helt forkert at have en oplevelse af mange små projekter hen over året.

I alt blev det til fjorten par sokker/strømper. Ikke et eneste par af dem var til mig selv (men jeg mangler nu heller ikke), Anders fik et enkelt par, Emilie gav to par væk, Daniel fik fire par og resten gik til venner og kolleger.

Først – eller sidst var der fire par tykke sokker til Daniel. Han har længe snakket om at han trængte og da den sidste adventsgave blev pakket op, var det med jubii og lignende til følge. Så kan jeg smide dem med huller ud, sagde han, og sørgede for at få dem med hjem med det samme. Med sådan en modtagelse, bliver det aldrig en kedelig pligt at strikke sokker. Og når jeg samtidig ved de bliver brugt til de ikke kan hænge sammen mere, gider jeg rigtig gerne.

Så er der julesokkerne. Et par til min mor og et par til Annelise. Sokkerne gav mulighed for at lege lidt mere med den fodformede svang. jeg blev nu ikke meget klogere, for jeg endte med at lave dem helt forskellige.

Afprøvning af fodformet svang var også udgangspnktet for det ene par sokker Anders fik. Han har ellers flere par sokker end han nogensinde kan nå at bruge. Eller en dag bliver de vel alle slidt op. Han siger de sidder godt. Faktisk meget bedre end almindelige sokker. Og det er jo ikke så ringe endda.

Da Emilie holdt syttenårs fødselsdag i sommers fik Josefine af uransagelige årsager et par hjemmestrikkede sokker på i løbet af aftenen. Hun blev så glad for dem, at inden weekenden var slut, og de igen skulle tilbage til skolen, fik hun lov at vælge garn til et par sokker. De nåede at blive færdige til sidste skoledag, hvor jeg havde dem med og hun kunne tage dem med hjem.

Da Emilie senere på året skulle til Fyn og fejre Josefines attenårs fødselsdag, blev der endnu en gang fundet blå toner i strømpegarnskassen og mellem alle de fine, sjove og finurlige gaver Emilie selv havde købt og fundet på, sneg sig også et par hjemmestrikkede sokker.

Jette spurgte for længe, længe siden. Længe inden 2015 var en realitet om jeg ville strikke et par laaange strømper til hende. Hun købte selv garn, og garnet lå og kiggede på mig, lige indtil vi sammen med resten af personalegruppen tog til Bornholm. De lange fine strømper blev suppleret med et par lange sokker, for jeg havde fået hende til at købe alt for meget garn.

Endelig var der strømper og sokker til Henriette. Denne gang også af Henriettes eget garn. De knælange Sky Captain’s Socks of Tomorrow var sjove at strikke og endnu sjovere at se på. Garnet viste sig ikke helt at leve op til de farvemæssige forventninger, men hvad gør det, når strømperne ender med at blive sjove.

Gundel viste sig at være en mønsterrapport i stedet for et strømpemønster. Heldigvis kunne jeg selv, og Henriette kunne dermed få endnu et par tynde strømper.

Det sidste Henriettegarn blev omdannet til sokker efter samme mønster, som jeg senere brugte til julesokkerne til min mor og Annelise Jeg skrev bare aldrig noter til opskriften, og dermed forpassede jeg endnu engang chancen for et fornuftigt oplæg.

De afrikanske blomster:

Jeg synes jeg gennem årene har hæklet rigtig mange afrikanske blomster og sat dem sammen til dyr. Jeg havde en reel forestilling om, at en hel del af de dyr, der så dagen lys i løbet af 2015 var fra langt tidligere. Faktisk er jeg lige ved at tro, at årets hæklede dyr er rekorden for hæklede dyr.

Gad vide hvor mange jeg ender med at lave i år?

Som årets sidste blev de mindste brugt til julegaver. To fne små stjerner. Hvad de skal bruges til aner jeg ikke, men tanken om en hel krans af dem på døren er så afgjort plantet. Det betyder som bekendt ikke at det sker…

Tre hjerter så dagens lys, blev pakket ind efter alle kunstens regler og afleveret i vuggestuen, da Emilie troede at praktikken var slut og hun aldrig skulle komme igen. Heldigvis fik hun lov at få praktikperioden forlænget, hvilket skabte glæde både hos praktikant og praktiksted. Så meget at selvom hun slet ikke mente sig berettiget, kom hun hjem med julegave.

To fisk blev det også til. Den ene efter opskriften, den anden med en lille bitte smule modifikation. Det er slet ikke umuligt at der kommer mange flere fisk i fremtiden.

Så var der fuglene. Når jeg kigger hen over året er det en større flok, der kom ud af hæklenålen. Først plastikfuglene, som stadig sidder på det udgåede træ i haven. Jeg tænker de holder nogle år, til trods for at de allerede er blevet noget falmede at se på. (Måske skal de engang byttes ud med fisk?).

En lille mørkeblå fugl med hæklede øjne fik Anders med som barselsgave til en kollega. Jeg har set billeder af babyen, der ser ud til at være glad for den lille fugl – der er knap så lille i babyhænder. I den anden ende af skalaen fik Anders’ mormor en blå fugl da hun fyldte halvfems. Også den skabte glæde og er delt på billeder. Den sidste og lilla fugl bor hos Violykke, der inviterede til blogtræf og slevfølgelig ikke skulle snydes.

Det blev også til en lyserød flodhest. Ikke til Emilie, men Nikita, der fyldte sytten og ligesom Emilie ikke er blevet for gammel til bamser – eller lyserødt. Jeg forelskede mig allerede en lille smule i flodhesten, da Emilie sidste år bestilte en til Josefine. En dag må jeg nok lave en til Emilie selv.

Efter lang tids venten på vinger blev dragen endelig færdig. Den blev stor og fin og meget drabelig. den passer på os fra sin plads på toppen af strygetøjsbunken, som til tider er høj, og til andre tider fylder knap så meget.

Anders’ lille hund, der blev til over sommerferien er stadig en helt igennem glad lille hund. For det meste sover den sammen med mig, for den har lige den helt rigtige størrelse til at have under armen, når jeg ligger bedst. Nogen gange sover den også sammen med Anders, men det bliver tit for varmt. Og til tider må den selv finde ud af det der med at sove, for tre er altså ikke altid det nemmeste.

Giraffen til min mor gik hen og blev meget finere end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Hun kan altså noget – hende Heidi Bear. Jeg er imponeret, selvom jeg stadig savner en kat. Eller en løve.

Den lille lyserøde abe blev kronen på værket. den så længe ud til at blive ganske forfærdelig, men trods en temmelig naiv tilgang til designet, gik den hen og blev super, super fin. Anders og Michael fik genoplivet mindet om spirillen over julen, mens Emilie (og de andre unge) ikke anede hvad de voksne snakkede om.

Så er der sjalern:

Seks styks blev det til. Tre af den mystiske slags og tre af rester.

De tre restesjaler er alle strikker efter Lykkefantens opskrift, der er ganske simpel, helt som sjaler har været strikket i umindelige tider, men med den geniale overgang mellem farverne, der betyder at der hverken er ret- eller vrangside. Jeg tilføjede ekstra udtagninger i siden med bindesjalsfacon til følge og satte en ny kant på hver af de tre sjaler.

Det pink sjal blev strikket af et par gange, og virkede først da Emilie satte sig med resterne og bestemte farveforløbet. Det gik til Emilie og har varmet godt flere gange siden.

Det grønne sjal fik min søster til sin fødselsdag. Selvom hun sjældent klager over at fryse, tænkte jeg at hun sikkert godt med mellemrum kunne bruge lidt varme.

Det sidste og mest blå beholdt jeg selv Det er gået hen og blevet en yndling. Hvorfor ved jeg ikke, men det sidder godt, det varmer dejligt og selv når jeg tænker at nu skal andre sjaler vises lidt frem, er det det jeg griber efter. Det er selvfølgelig også det jeg sidder med om halsen lige nu.

Ysolda startede mysterieåret med Follow your Arrow 2. Sidste år strikkede jeg hendes første sjal af samme slags og havde så meget sjov med det, at jeg var nødt til at strikke med endnu en gang. Ysolda har trukket mysteriestrikken til det yderste og tilbyder hver uge to forskellige retninger på et sjal der i sidste ende kan ende med 32 forskellige muligheder – når ikke tælles alle de modificeringer og ekstra gentagelser strikkere kan finde på at lægge til.

Det andet mystery stod Kirsten Kapur for. Sjalet kom senere til at hedde Liz Christy, var super hyggeligt at strikke, men er aldrig rigtig blevet brugt. Måske en dag…

Det sidste i rækken af mystiske sjaler var Westknits bud på en hemmelighed. Jeg er ret vild med hans grænsende til sindsyge ideer, der går langt ud over grænserne for hvad man kan, og derfor tit ender helt andre steder, end man først troede. Årets mystery var et vaskeægte Westknit. I The Doodler var det ikke til at regne ud hvor næste del ville føre hen, og endte med at blive helt igennem fantastisk.

Til sidst, men ikke mindst, ærmerne:

Det var som sagt ikke mange ærmer, der kom ud af mine strikkepinde i år. På den anden side savner jeg ikke, selvom det altid er rart at have noget at veksle mellem.

Det blev til to kjoler eller to tunikaer og en lille fin og meget tæt cardigan.

Cocktail, som jeg prøvede og prøvede og prøvede undervejs. Den endte med at sidde perfekt, og det gør den som sådan stadig. Jeg havde bare glemt at tage højde for at ulden kryber en lille smule i vask, og derfor er den blevet noget kortere og fungerer bedst med en nederdel under. Så er det bare sådan det bliver, for jeg kan rigtig godt lide den.

Melodi nummer to blev en værdig arvtager til melodi nummer et, som viste sig ikke at kunne tåle vask. Det var ligemeget om jeg vaskede på det blideste program i maskinen eller brugte håndkraft, den blev en lille smule mindre for hver vask. Jeg brugte den til den ikke kunne mere og siden tog Nummer to over. Denne gang med hør, uden krymp og med en del mere sving i skørtet. Den er god både på sommerdage og i vinterkulden.

Til sidst er der Zig Zag cardiganen, som stadig mangler at fået taget billeder. Det er et projekt der har været i gang længe. Det tog lang tid at finde de rigtige knapper, og da jeg endelig havde fået dem syet i, var hele projekt operation så fremskreden at jeg ikke længere følte mig godt tilpas i en lille kropsnær cardigan. Så den ligger og venter, og med tiden skal den nok både blive brugt og få taget billeder.

Og så til noget helt andet. For det med garn handler også om statestik. Det er den del, jeg synes er sjov.

Planen - eller målet - er at bruge mere end jeg køber. Det lykkedes. Når garn der er givet i gave ikke regnes med. Når det sidste garn regnes med er lagerbeholdningen vokset en smule. Men det er jo to forskellige regnskaber…. Eller noget.

Så altså:

Jeg brugte (strikkede og hæklede – måske lavede jeg også en pompom) 7,884 kilo garn i løbet af 2015. Jeg købte 7,750 kilo. Altså brugte jeg 134 gram mere end jeg købte.. Jubii.

Jeg fik 770 gram garn, og det betyder jo unægteligt at mit lager blev en smule større.

I løbet af året fik jeg opgjort stort set alt mit garn. Der ligger måske 100 gram et eller andet sted, jeg ikke har fået skrevet ned. Det betyder at jeg ved, at jeg ved indgangen til 2016 har en garnbeholdning cirka på 19,5 kilo garn. Tyve kilo garn fylder egentlig ikke ret meget.

Som sædvanligt kan jeg aflæse af regnskabet at selvom jeg har planer med garnet når jeg køber, får jeg sjældent strikket med det lige med det samme. Af de knap otte kilo garn jeg har brugt kommer halvdelen fra indkøb i løbet af året, mens den anden halvdel er lagergarn.

Jeg startede engang et regnskab, hvor jeg kunne aflæse garnets “liggetid” over flere år. Men det forsvandt. Sådan et regnskab kan vel bygges op igen.