Herlev tur - retur

Det blev en lang dag – i torsdags, da jeg tidligt mødtes med min mor, der havde lovet moralsk opbakning og underholdning til langt ud på eftermiddagen, hvor jeg endelig kunne iføre mig hospitalets fine beklædning, overlade styringen til en portør og begynde turen mod lettelse i maveregionen.

Inden da var der tid til at tale med lægen, som viste sig at være kikkertekspert. Det betød at jeg kunne undgå et meget stort snit, og i stedet få et langt mindre sammen med en temmelig hullet mave.

I praksis betød det at fire huller – det ene i navlen – gav plads til kikkert og værktøjer, hvorigennem hele den indledende og lange del af operationen foregik. Da alt var skåret løs, alt lukket af og den forstørrede livmoder skilt fra livmoderhals og livmodertop og resterne syet sammen, blev den nu aleneliggende livmoderkrop stoppet i en pose. Posen blev hevet ud gennem et forholdsvis kort snit i bikinilinien, hvorefter den blev skåret i mindre stykker og blev hevet ud i – sagde lægen – store klumper, før posen til sidst kunne passere igennem, med sikkerhed for at intet var glemt.

Operationen tog omkring fem timer. En del mere end jeg havde forventet, men kikkertoperationer tager længere tid. Anders tog af sted i noget han troede var god tid, ringede undervejs og fik at vide at operationen var slut. Han nåede at føle en smule utilstrækkelighed, inden det viste sig at der var taget fejl, og han endte to en halv time uden for opvågningen, før operationen var slut, jeg var kørt fra operationsstuen og Anders blev lukket ind til opvågning.

Det vil være synd at sige jeg var særlig klar. Min tidsfornemmelse virkede ikke særlig godt, men jeg var der vist et par timer eller tre. Klokken var vist nok tæt på elleve før den samme portør som tidligere, kørte mig tilbage til afdelingen. Vi blev enige om at Anders skulle hjem og i seng, inden endnu en arbejdsdag, og jeg skulle have noget søvn.

Der er mange lyde på en hospitalsafdeling. Hvile er godt, men søvn som sådan udeblev. Sådan er det nok, og med en smule mad i maven gik natten alligevel forbavsende hurtigt.

Tidligt fredag formiddag kom lægen tilbage, fortalte om operationen og at han havde gjort mig nihundrede gram lettere. Jeg har senere googlet mig til at en normal livmoder vejer et sted mellem halvtreds og hundrede gram, mens den fuldt udspilet ved en graviditet når en vægt omkring et kilo. Det gør unægteligt de nihundrede gram noget lettere at forholde sig til.

Han mente også at jeg hurtigt ville komme på benene, at jeg så ud til at have det fint og at han ville udskrive mig på stedet. Jeg fik lov at blive, og nåede vist også at sove i løbet af dagen, indtil Anders havde fri, og kunne komme forbi og hente mig. Det var rart, for lige i det øjeblik lægen sagde: Nu udskriver jeg dig, blev jeg en smule panisk, og tænkte, Men jeg kan ikke selv tage hjem…

Det er nemmere at sove hjemme.