Fastmasker i massevis

Jeg var udenfor i dag. Bare en tur rundt om blokken. Sammen med Emilies nye kamera.

Jeg var også ude i tirsdags, mente at systemet ville have godt af lidt bevægelse, og gik samme tur. Også sammen med Emilies nye kamera. Det er vist ret lækkert, det kamera, og med i prisen følger et kursus. Jeg ved ikke hvor meget man lærer på sådan et kursus, men Emilie mener det vil være bedst at jeg tager af sted. Det gider jeg godt.

I tirsdags nåede jeg halvvejs og var segnefærdig. Heldigvis står der et par bænke lige præcis halvvejs, så jeg sad længe og samlede kræfter til anden halvdel af turen. Og med al den tid jeg har til rådighed, var det ikke noget problem at kravle i seng lige så snart jeg nåede hjem igen.

I dag satte jeg mig også på bænken. Ikke fordi jeg var segnefærdig, men fordi jeg ville have billeder af det ene lille bitte projekt jeg har arbejdet på, når jeg med mellemrum dukker op til overfladen og har brug for at have garn mellem hænderne.

Til jul fandt jeg den fineste og sjoveste paraply til Lærke på ebay. Der skulle selvfølgelgi også findes noget fint og sjovt til Jonathan. Det var bare ikke lige så let, og inden vi fik set os om, var det eneste vi fandt en samling plastikMineCraftfigurer med nøgleringe. Det var meget sjovt da de blev bestilt, det var nærmest pinligt da de ankom.

Jeg vaklede længe mellem om vi kunne give ham dem eller ej. Anders mente for, Anders fik lov at bestemme og Jonathan endte med at få dem. Stor var glæden, Jonathan synes de var sjove, og inden længe sad han igen foran spillet, han ellers ikke har spillet meget længe. Inden julen var slut, havde han allerede tanker om, at de skulle hænges op som en uro. Jeg håber han har fundet nogle gode grene eller dimser at hænge dem op i.

Nå men sådan noget kan selvfølgelig ikke stå alene, og Jonathan (og hans mor) mente bestemt at han vil blive glad for en hæklet figur, når han om et par måneder fylder tyve. Så det skal han da have.

Det bliver en zombie. Det vildfarne hovede skal syes fast, når armene engang er helt færdige stoppede og klar til påsyning. Der mangler også et våben, men det er vist det mindste af det hele. Jeg er ikke den store fan af alt for mange fastmasker, men jeg tror alligevel den ender med at blive rigtig fin.

Da jeg rejste mig fra bænken, valgte jeg at gå tilbage samme vej som jeg kom. Der er mere hyggeligt på bagsiden af huset, jeg skulle nå at lege noget mere med kameraet og parkeringspladser er ikke sjove at tage billeder af.

Det var så sjovt – det der kameraleg – at jeg næsten glemte det gjorde ondt i alle sårene. Men det blev jeg hurtigt husket på, da jeg igen sad bænket under varme tæpper i sofaen.

Hurra for varme tæpper og the på kanden, for mine hænder var blevet noget kolde efter al kameralegen.