Et skridt frem og to tilbage

Måske er jeg bare sådan den, der er lidt længere tid om rekreation end normalen.

Lørdag var energifyldt og derfor besluttede jeg at spænde buen, se hvad jeg kunne og gøre op med tanken om at skulle helt op til centret mandag. Jeg havde en aftale hos lægen. Troede jeg. Det viste sig at jeg var visisteret til en sygeplejeske. Hun kunne noget, men ikke alt hvad jeg havde håbet. Til gengæld kunne hun finde en læge, der kunne presse mig ind tirsdag. Men det er en helt anden historie.

Tilbage ved lørdag, tænkte jeg at tiden var moden til at komme lidt længere rundt end jeg ellers har været, og da Sille, som kom forbi og underholdt, skulle hjem, passede det meget godt med den ide. Jeg fik hentet cyklen op fra kælderen. Med Sille ved min side, tænkte jeg at skulle det være for svært kunne hun hjælpe. Det viste sig slet ikke at være noget problem. Vi har en lav kælder, men stadig en noget stejl sliske lige uden for kælderdøren. I stedet trak jeg cyklen gennem hele kælderen til døren i den anden ende af blokken og den lange rampe op.

Det var ikke noget problem at trække cyklen op af rampen. Den rullede nærmest selv. Det var heller ikke noget problem at følge Sille op til bussen og vente til hun havde sat sig, og jeg kunne vinke farvel. Det var ikke noget problem at cykle i lavt gear og meget adstadigt tempo til biblioteket, som lige havde nået at lukke. Og den efterfølgende tur i Føtex efter et par billige bøger (som sammen med visheden for at jeg kunne overkomme turen til lægen – som bor i centret – var formålet med turen) og hjem i samme adstadige tempo på cykel, var heller ikke noget problem.

Det var snarere den samlede effekt. Effekten som betød, at den minimale fremgang jeg synes at have mærket tog et dyk. Det gør også temmelig ondt indeni, når man er blevet opereret. Kan jeg så fortælle.

Jeg synes ikke jeg plejer at pive… men…

Dage senere trykkede lægen mig på maven. Jeg behøvede ikke sige det gjorde ondt. Det konstaterede hun selv. Jeg fik svar på et par spørgsmål, alting ser fint ud, og bortset fra smerterne, som alle kan blive enige om er kedelige, er der ikke brug for bekymring.

Jeg lovede at komme ud hver dag. Bevæge mig og komme lidt længere omkring. Ikke helt så langt som op til centret, men lidt længere hver dag. Lægen udskrev lidt mere hjælp til smertedækning, og er det ikke blevet bedre om en uge har jeg lovet at melde tilbage.

I dag var fyldt med fantastisk solskin. Alligevel kom jeg først ud, da de sidste stråler var ved at forsvinde. Jeg gik lidt frem og lidt tilbage. Nåede vel samlet to gange rundt om blokken. I morgen satser jeg på at komme ud lidt tidligere.

Det er sjovere med billeder i solskin.