Frostklar solskin

Jeg havde en plan i dag, og den viste sig heldigvis at kunne udføres. Jeg ville ud i det frostklare solskin meterologerne havde lovet.

Jeg kom ud mens solen skinnede, og det var frostklart. Jeg havde mit kamera i lommen og var fast besluttet på at finde fine motiver i solskinnet. Gerne med frost.

Jeg gik længere end jeg gik i går. Jeg kan mærke at jeg går hurtigere end jeg gjorde for bare et par dage siden. Og selvom der fra jeg står op til jeg går i seng kan mærkes en underliggende smerte, er der ingen tvivl at det går fremad. Langsomt – men sikkert. På den anden side, er det kun lige to uger siden den indvendige masakre. Og sådan noget skal vist tage tid.

Jeg fandt fine motiver, mange flere end der er plads til her. Men så er der er billedeunderlægning til den næste gråvejrsdag…

Det er godt med motiver og lommekamera. Jeg er bedre til at gå, når jeg har et mål, end bare at gå.

De fine røde bær, der på skyggesiden af busken var betrukket af et fint glitrende lag, mens de på solsiden var klart røde, glatte og skinnende, vandt. Motivet fra i går i en anden belysning kunne også have været fint, ligesom de visne rosenknopper, der langt hen i vintren var lyserøde og sprøde, nu brune og krystalbetrukne var også med i opløbet.

Jeg gik rundt mellem boligblokkene. Helt ned til den anden ende og tilbage gennem legepladsen. For at forlænge turen, gik jeg rundt om naboblokken i stedet for vores egen. det passede bedre med turen, og så fik jeg set en anden række buske end den hjemlige.

Hjemme kunne jeg konstatere at turen vist var i det rigtige omfang. Smerterne er stærkere – nok til at det ikke er forfærdeligt, trækket i sårene en smule mere og tyngdefornemmelsen i maven mærkbar. Til gengæld er det dejligt at sidde ned, og det er rart at have været udenfor.

I morgen tager jeg endnu en tur.

Jeg glæder mig allerede til at komme ud.