Øen i søen

Jeg gik ned til branddammen igen i dag. Og over på “øen” i midten.

Det gør stadig ondt – indeni – fra jeg vågner, til jeg går i seng. I løbet af dagen tiltager smerterne. Ikke så jeg ligger og bider i gulvbrædderne, men de er der. Efter sådan en tur udenfor er smerterne også steget, men de falder heldigvis igen, når jeg kommer hjem og sidder stille. Det giver fin mening at en indvendig massakre skal gøre ondt.

Med fare for at mine skriv i øjeblikket bliver til een lang sygehistorie, gør jeg det alligevel. Det er ikke sikkert, jeg nogensinde kommer til at kigge tilbage, men får jeg brug for det, er det rart at have skrevet ned.

I dag

I søndags

Når jeg er ude at gå, er det med en følelse af at jeg har godt af det. Det er rart at komme ud, og selvom det gør ondt, kan jeg også mærke at det er godt. Måske har jeg vænnet mig til smerterne, måske er det knap så godt. Af samme grund ringede jeg til lægen i formiddags. Jeg har det klart bedre end da jeg var der for en uge siden. Jeg er langt mere mobil, men jeg er ikke sikker på at smerterne er blevet mindre.

Selvfølgelig gør det mindre ondt nu, end det gjorde da jeg blev udskrevet fra hospitalet for to en halv uge siden, men skulle jeg tegne mit smerteniveau ind i et diagram ville det blive temmelig vandret. Jeg havde forventet flere smerter til at starte med, og en hurtigere nedgang end jeg synes at mærke.

Min tidligere læge stoppede for et års tid siden. Det gjorde flere læger i Rødovre vist. I stedet blev et stort nyt fint lægehus fyldt med læger, sygeplejesker og SOSUmedhjælpere, af forskellig art og med forskellige kompetencer, åbnet i den nyeste afdeling af centret. Trods de mange læger er det som regel komplet umuligt at få en tid inden for en overskuelig periode. Sådan var det ikke dengang der kun var en læge.

Klinikassistenten jeg snakkede med mente at jeg skulle se tiden an, og samtidig blev vi enige om at finde en tid til mig. Første mulige tid er på torsdag i næste uge, hos en læge jeg ikke kender. Det er fint med mig. Jeg føler mig ikke syg, det gør bare ondt, og jeg er klart mat og har brug for at sidde ned, når jeg har gået rundt udenfor en halv times tid. Længere er det ikke.

Bliver det værre kan jeg få en akuttid – sagde hun.

Ved Branddammen var det sjovt at se forskellen siden i søndags. Der er stadig is – eller nærmere grød - på overfladen. Ikke helt så markeret som i søndags, hvilket tydeligt ses på det ene billede Anders tog, mens jeg gjorde klar til photoshoot.

Bag “øen” i søen ligger Espevangen. Det er en flot bygning, der har en lang historie bag sig. Den blev bygget i 1907 af Foreningen Fængselshjælpen og var, under navnet Prøven, i mange år ungdomshjem for unge på kant med loven. Bygningerne husede værksteder, hvor de unge blandt andet lavede møbler til kommunens institutioner. Jeg synes at have læst et sted at der kun boede drenge på hjemmet, eller at det også engang har været et drengehjem. Jeg kan ikke finde det igen, men det ville give mening i forhold til tiden og håndværksfagene.

Undervejs blev ungdomshjemmet i højere grad til et hjem for børn fra socialt dårligt stillede kår. Værkstederne blev til muligheder for uddannelse, opholdet var frivilligt og hen ad vejen blev Prøven til et lærlingehjem.

I 1976 skiftede stedet navn til Espelunden og ungdomspension. I dag rummer lokalerne faciliteter for unge og voksne med autisme spektrum forstyrrelser.

“Øen” i søen er i virkeligheden ikke en ø, snarere en halvø omgivet af vand. Biler har vist ingen adgang, hvilket jeg er sikker på den store sten midt i det, der mest af alt ligner en meget kort allé, skal gøre opmærksom på. Der var ingen biler i dag, men vi ser tit biler parkeret ud på “øen” og folk, der sidder og slapper af på bænkene.

Hjulspor tyder også på, at det er nemt at køre uden om stenen.