Sygdomskuller

Jeg tror jeg er ved at få kuller af at være herhjemme. Jeg savner hverdagen. Jeg savner mine kolleger. Jeg savner at komme hjemmefra.

De sidste dage har jeg kunne mærke en anden træthed end tornerosesøvnen, dengang jeg var nyopereret. I dag har jeg slet ikke kunne samle mig til noget som helst. Jeg har intet lavet. Intet!

Eller. Jeg har vasket mit hår – det var rart. Og jeg tømte opvaskemaskinen og fyldte den igen. Men kun fordi jeg virkelig ikke kunne tage mig sammen til at lave noget som helst – og den stod der. Jeg startede nyt strik, fordi jeg ikke kunne overskue det igangværende og jeg satte vand over til the, men glemte at lave theen.

Jeg har ikke været ude i dag. Jeg har boet i sofaen, kigget formålsløst på fjernsynet og halvsovet ind imellem. Til gengæld har jeg stort set ikke ondt i maven. Den smerte der kommer af at gå en tur, er jeg forskånet for, og det er som nok også meget godt. I morgen skal jeg ud. Jeg tror nok, jeg kom til at love at stå for aftensmaden i morgen.

Jeg tænker at med cyklen som trækdyr skulle det nok kunne lade sig gøre at købe ind. Bare lidt men godt. Og kommer der til at mangle noget, eller skal jeg have noget tungt, kan jeg få Anders til at hente når han vender hjemad. Tanken om en gryde, der småbobler på komfuret dagen lang er svært tiltalende.

Da Anders kom hjem viste det sig, at jeg kun havde tænkt at sætte vand over til the. Det var der heldigvis råd for, og bare for at svinge mig selv lidt op har jeg spillet backgammon med Emilie.

Om lidt sidder jeg i sofaen igen.

Hvor er jeg glad for aftalen om at komme på besøg et par timer i Klubben på mandag.

Jeg glæder mig.

Og savner det.