søndag den 28. november 2010

Søndagshygge


Søndag er hygge og syslen sammen om bordet.

Søndag er så lidt som muligt … og en enkelt maskinfuld vasketøj eller to, når der bliver plads.

Søndag er risengrød, der heldigvis passer sig selv.

Søndag er tur us i sneen efter de sidste fornødenheder og en verden, der er på vej tilbage til den mere almindelige november.

Sneeen er på vej væk. Vejene er ikke længere hvide. På hjørnerne ligger sjap, og gennem de hvide bunker titter grene og blade frem, der i går var helt væk.

Sneen forsvinder ikke lige med det samme. Jeg er sikker på der er flere dage i vente, med hvide bunker og pudrede trætoppe. Men det helt eventyrlige, fra de sidste dage, må vente til næste gang, der falder sne. Og mon ikke der kommer en næste gang, inden vinteren for alvor er slut.


advent 2010


advent 2010advent 2010




 

Søndag er også første søndag i advent. Selvom jeg ikke er særlig vild med kranse og gran, tager jeg gerne imod enhver anledning til tændte lys og hygge.

I år bliver sammensætningen lidt tilfældig. Jeg fandt de fine blinkende tal, og selvom alt for meget bling, ikke lige er mig, måtte de med hjem. Da lysene dukkede op, var de nærmest selvskrevne til tallene. Og sammen med et par hjorte er det foreløbige resultat klart. Endda midt på det rodede bord.

Rodet er der råd for og mon ikke et par glaskugler eller andet sjov kan finde vej til fadet, når kassen med pynt en af de kommende dage findes frem. Jeg synes der mangler noget. Men for nu får det være.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar