I køen bag ved mig stod to unge gutter. Flaskeautomaten havde åbenbart været i uorden, da de tidligere skulle bruge den Fra køen kunne de nu se, at den endelig blev repareret.
Harmen stod malet i alle deres ord og fagter, og mens den ene brugte stadig større fagter og flere og flere ord, af den slags deres bedstemødre bestemt ikke ville bryde sig om, blev det den anden for meget, og han forsøgte mere end en gang med et: “Slap af, mand!”.
Jeg kæmpede i forsøget på at kvæle den mindste ansats til fnis, og mens den brovtende af de unge pludselig kom i tanke om at have glemt noget, stod den anden tilbage og mumlede “Spade” efter kammeraten.
Jeg holdt masken, og stod heldigvis med ryggen til.
Ved kassebåndet med en tom kurv måtte jeg vende mig om, for at kunne placere kurven blandt alle de andre tomme kurve i stakken. Vende mig om, og se direkte på de to gutter, både den pinligt berørte og den brovtende – der viste sig at være en af mine gamle unger.
Det lykkedes ham både at rødme - bare en ganske lille smule, se brødebetynget ud – ganske lidt, samtidig med at han smilede og sagde “Hej”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar