Erindringer om strik

Sifka bød op til leg, og jeg vil gerne lege med.

Vis mig dit yndlings uldprojekt, sagde hun. Umiddelbart blev jeg i tvivl; hvad er min yndlings? Sekundet efter rakte jeg ud efter svendestykket.

Mit strikkemæssige svendestykke. Den karrygule jeg strikkede samtidig med en HF og en ussel økonomi. Det første store projekt, i lækker uld der kostede spidsen af en jetjager og måtte betales over flere gange. Et projekt, der langt oversteg det jeg tidligere havde lavet og som jeg helt sikkert har fulgt opskriften på fra ende til anden.

Langt størstedelen af de to år, en HF varer, strikkede jeg på den karrygule. Jeg lærte alt om snoninger, hadede dem, og var sikker på jeg aldrig nogensinde igen ville strikke en eneste snoning mere. Det tog mange år, før jeg igen var klar til snoninger og siden har jeg forelsket mig i dem - strikker gerne snoninger på både det ene og det andet.

Så stor en del af min HF var netop det projekt, at der i den blå bog, midt i teksten om mig står: “… Hvis Pernille keder sig i timerne, har hun altid sit strikketøj ved hånden (karrygult). …”

Hvad jeg strikkede inden fortager sig i tågerne, men at jeg var hundrede procent overbevist om, at efter færdiggørelsen af den karrygule kunne jeg strikke alting, det glemmer jeg ikke.

Mange er de gange den har varmet mig og mange er de gange, den er blevet beundret. I dag henslæber den et liv bagerst på de uldne hylder. Ud ryger den ikke, men med sit firsersnit og farve er den ikke blandt favoritterne længere.

Selvom den har været brugt og brugt igen, holder den sig – ser ud som den dag, den var færdig, lige bortset fra en plet midt foran, jeg ikke kan få af. Når jeg finder den frem og kigger på den, overraskes jeg over hvor jævnt og flot det strikkede ser ud, hvor god en strikker jeg var allerede dengang.

Jeg imponeres over finish og montering. Jeg har tænkt så langt som til at hækle den sammen. Men allermest undres jeg over at det er snoningerne, jeg kan huske som det allermest forfærdelige, når jeg samtidig ved, jeg dengang ingen anelse havde om teknikken at strikke frem og tilbage. Ergo må jeg have vendt hver eneste knop mindste fem gange! Men knopperne har jeg ingen erindring om.