Ugen kort:
- Ugen startede og sluttede med ferie. Startede med tre feriedage, der skulle holdes inden ferien, og sluttede med sommerferiens start. Min sommerferie starter om tre uger, så jeg er klar til at åbne Klubben i morgen.
- Det lejede sommerhus i Dronningmølle var et skønt afbræk fra hverdagen. Som altid når vi kommer hjemmefra, tænker vi tanker om, at det burde vi gøre noget oftere.
- Inden feriedagene var helt forbi, nåede vi at konstatere at vi har været kærester i nitten år, at holde Sankt Hans i børnehaven, jeg gik en tur med en sygdomsramt kollega - det gør vi igen - og hentede de malede tallerkener fra Royal Copenhagen. De er så fine, men jeg har stadig til gode at vise dem frem.
- Tilbage i Klubben blev der tid til at tale med ledelsen, med kolleger og lave bål og bage fladbrød med børnene. Jeg fik afleveret de sidste projekter fra håndværk og design til de børn, der ikke havde fået dem med, og udstillet det årelange projekt, der endte med at blive det de arbejdede på, når nogen manglede noget, fordi de var færdige med det vi var i gang med.
- Torsdag aften gik vi ned til søen ved Ræbæk Søpark og så bål. Bålet var fint, men der var alt for mange mennesker, alt for meget tivoli og alt for meget fyrværkeri. Jeg kan konstatere at jeg gider godt bål og Midsommervise, men helst uden alt for mange andre. Mon ikke det kan findes?
- Fredag sluttede skoleåret, sommerferiensangen blev sunget så højt at taget var ved at ryge af. Senere mødtes vi voksne til sommerferiefrokost. Det var superhyggeligt, også selvom jeg var tidligt hjemme.
- Det lykkes mig at møde op til både zumba og puls og styrke lørdag morgen. Det var effektivt, eller også er der gået for længe - jeg har i hvert fald ondt i hele kroppen....
Læse:
Jeg prøvede virkelig. Læste mig gennem halvdelen af første kapitel - som var langt - inden jeg gav op. Bogen fra sidste uge, som jeg allerede har glemt hvad hed, er afleveret på biblioteket og stedet hentede jeg Michael Katz Krefeld med hjem - det ved jeg hvad er..
Jeg er sådan set ikke i tvivl om at det var en god historie jeg begyndte på, den virkede som noget der kunne blive rigtig godt, men jeg kunne ganske simpelt ikke holde ud at oversættelsen mest af alt virkede som om hele teksten var kørt gennem Google Translate. Jeg kan godt se ud over enkelte fejl, men når der er så mange fejl, specielt grammatisk og bøjningsmæssigt, står jeg af.
I stedet startede jeg på Dybet - fjerde del i serien om Thomas Ravn. Jeg har også læst den færdigt, og nu ligger Pagten - femte del - klar.
Dybet var ond og klam, men pakket ind, så det ikke gik over gevind. Han kan noget, Katz Krefeld, og jeg ser frem til at læse næste del i rækken.
Spinde:
Jeg synes ikke rigtig strikkelysten er stor i øjeblikket. På den anden side har jeg afsluttet et par projekter i løbet af den sidste uge, så jeg ved ikke. Jeg har i hvert fald ikke slået noget nyt op.
I stedet har jeg fundet et gammelt projekt frem, der meget længe har stået og kigget langt efter min interesse. Mit spindeprojekt. I spindeverdenen spinder man mens de tricotklædte mænd cykler.
Tour de Fleece er en pendant til Tour de France. De hardcore spindere holder hviledagene i hævd, spinder ekstra svært på dage med hårde stigninger eller kongeetaper. Ander spinder bare. Der bliver lavet hold og heppet på hinanden og til slut gøre årets spind op i antallet af spundne metre.
Sidste år startede jeg et projekt, som jeg nåede halvvejs gennem, inden jeg aldrig rigtig kom videre. Nu har jeg lyst igen og mon ikke jeg kan nå den anden halvdel i år?
Jeg spinder Merino, som jeg fik til at lege med, da jeg først startede med at spinde. Ulden havde flere klare farver og legen startede med at jeg farvede det hele med syrefarver. Jeg delte det farvede i to bunker, en med grønne og blå toner og en med resten til et senere projekt.
De blå og grønne skal ende med at være tre-trådet. Jeg spinder forholdsvis tyndt, og synes at tre tråde ender med en god tykkelse garn. Jeg kan også rigtig godt lide det garn, der kommer ud af tre tråde.
Jeg delte alt det farvede garn i små dunter, lagde det hele i en kurv med top og spandt dunte efter dunte til spolerne var fyldte.
Det tager tid at vikle en dunte op, trække fibrene let fra hinanden, spinde den lille mængde uld, stoppe op og starte forfra. Det slog mig at kunne jeg vikle flere dunter op, og gøre dem klar til spinding, ville jeg få mere flow når jeg spinder. Så det prøvede jeg. Og det virkede.
Jeg viklede forsigtigt det klargjorte uld op om min nøstepind og stod tilbage med noget der ligner en candyfloss.
Det er jo helt fint, når bare det virker!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar