Siden jeg lavede den første lille bog af rester, en papkasse og papir fra gemmerne, er lysten til at undersøge det der med junkjournals nærmere.
Da der så dukkede en bogbinder af den gamle skole op i mit youtubefeed, som i den grad forstår at binde bøger, blev lysten endnu større.
Jeg ser bogbinding i genbrugsstilen for mig i Håndværk og designundervisningen. Men for at undervise er jeg nødt til at udforske på egen hånd, at vide hvordan man gør, at have materiale klar til at vise frem og til at kunne synliggøre hvordan et givent håndværk kan udføres.
Den første lille bog lavede jeg selv omslaget til, men siden er det gået op for mig, at også gamle omslag kan bruges. Jeg har flere gamle bøger liggende, bøger jeg har brugt siderne fra, når jeg har flettet tasker. Omslagene har jeg ikke haft brug for, nu er der en mulighed.
Mellem de gamle bøger har jeg en med en fint omslag, og sammen med en bunke papir fra diverse bøger, blade, reklamer og andet i papirformat har jeg samlet en bunke, der skal danne siderne.
Jeg har splittet bogen ad, jeg har skåret forsiden af en anden bog, for at lave et simpelt bogbinderværktøj og jeg har en plan om at huske at tage billeder undervejs.
Hvis jeg husker det, er næste skridt også at vise dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar