Under træet

 

Kan du huske hvor de ligger? spurgte min mor, da vi snakkede om kirkegården. Ja, svarede jeg, De ligger oppe i den anden ende. Og det var ganske vist.

 

 

Den anden ende er nemt at sige. Jeg kunne have sagt under træet, det ville have været lidt mere specifikt, men jeg mente umiddelbart at jeg vidste hvor jeg skulle hen. Da vi gik ind ad lågen, vidste jeg stadig hvor jeg skulle hen, men nåede et kort øjeblik at blive i tvivl om hvorvidt jeg skulle lede lidt, inden jeg fandt det helt rigtige sted. 

Det skulle jeg ikke, jeg gik direkte. Det hjalp selvfølgelig at jeg vidste de lå under et træ - og der ikke rigtig er andre træer at ligge under i den retning jeg vidste jeg skulle. At jeg ikke har været i Nyborg længe nok til at komme forbi de sidste godt tyve år, betød altså ikke at jeg havde glemt hvor de bor nu.

 

 

De ligger fint, min mormor og morfar, med udsigt over byen. Det gør det ikke mindre fint at alt er grønt, alting sprunget ud og vejret var fantastisk. 

Vi snakkede lidt om tid, om liv og minder, inden vi gik videre. Vi gik gennem kirkegården, forbi fine steder. Nyborg kirkegård er et smukt sted. Vi kom forbi kapellet, og gik ud af hovedporten.

 

 

Ved rundkørslen mod byen står med kunstværket af glas og metal, jeg aldrig rigtig har forstået, men som altid har betydet at nu er vi ved at være hjemme når jeg har besøgt min mormor og morfar. selvom de har flyttet bopæl kan den følelse stadig bruges.