De sidste dage har været lange og skønne. Kulminationen var lørdag, hvor jeg havde inviteret til tøsefrokost. Gæsterne var en blanding af familie, venner og kolleger, hvoraf flere kunne hakke mere end en overskrift af. Det var en skøn samling.
Nogen ser jeg dagligt, andre har jeg ikke set i flere år, og hvor var det dejligt at alle have lyst til at møde op og være med til at gøre dagen fantastisk.
Anders stod for maden, Daniel hjalp og Yndlingsonklen kom og underholdt. Det var et godt køkkenhold, som betød at jeg ikke skulle overveje alt det praktiske.
Jeg tog ingen billeder, ud over et af bordet længe inden gæsterne ankom. Det var der slet ikke tid til. Det var langt vigtigere at være og jeg behøver ikke visuelle minder, for at mindes en god dag.
Jeg har fri i morgen. Det var temmelig klogt tænkt, for selvom vi hverken havde rodet eller der var specielt beskidt, har jeg brugt timer på en søndag på at rydde op, vaske gulv, vaske duge, karklude og viskestykker. Jeg har flyttet alt det tilbage, jeg flyttede ned ad gange og bag om døre, så der ikke var helt så klub-agtigt i lokalet mens dagen stod på.
Anders kom og hjalp med at overskue det resterende mad - der var meget, vi kommer til at leve af rester de næste dage. Vi tog noget med hjem, vi lod noget stå til sultne kolleger og jeg satser på at børnene i morgen bliver bespist med alt det kage der stadig er tilbage. Jeg har foreslået de voksne at forsøge at spise sig igennem, men jeg tvivler på de kan.
Helt færdig, klar til at køre hjem, fik jeg læsset cyklen (jeg havde kørt den helt ind i Klubben) lidt for hårdt, den væltede, og en pose fuld af glasflasker gik i gulvet. Oh, shit!, tænkte jeg mens vådt bredte sig i alle retninger.
Det viste sig at to flasker var smadret totalt, mens resten mirakuløst havde overlevet. Men hvilke flasker - en fyldt med olie og en med tonic. Den sidste var ikke det store problem, kunne nok bare have været tørret op. De mange glasskår havde i faldet skåret den sidste Booster til Daniel op, så den nu også lå ud over hele gulvet.
En mixtur af olie, vand og sukker er ikke fantastisk. Jeg siger det bare.
Der stod jeg så, gloede på gulvet, der langsomt blev mere og mere vådt, mens jeg stadig ikke var helt klar over hvor stor skaden var.
Der var ikke andet at gøre end at tage det fra en ende af. Først frigøre alt der, der stadig virkede. Samle glasskår og forsigtigt pakke i en avis og siden i en pose, inklusive at vende stofposen jeg havde haft det hele i, på vrangen for at få alle skårene ud. Pakke det overlevende i en anden ny pose, samtidig med at det blev tørret af med papir, der endte i posen med skår, (og skære sig lidt undervejs - hvor var der mange, meget fine skår). Og endelig tørre så meget som muligt op, inden jeg vaskede gulvet på ny. Et par gange.
Det kunne jeg godt have undværet.
Så det var temmelig vigtigt at grine lidt undervejs.
Det er sjældent jeg har lyst til at holde noget. Men lige præcis den her dag, har jeg længe vidst jeg ville holde. Det skulle have været sidste år, da jeg fyldte 50, men tiden var ikke til det, restriktioner og virus florerede og jeg udskød og håbede at kunne med et års forsinkelse. Det lykkedes.
Jeg siger tak til alle mine gæster for en fantastisk dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar