Broderi på en mandag - Uge 24

 

Når man er i sommerhus, fungerer tiden anderledes, pludselig er det blevet sent, tiden er gået og sengen kalder. Så kan der være nok så mange billeder og planer om at skrive indlæg...

 

Ugen kort:

• Der var en følelse af afslutning over ugen. Selvom det først er denne uge, der er den sidste inden sommerferien, betød mine nuværende feriedage at ugen blev den sidste på mange planer. 
• Jeg lagde ud med en feriedag, med fri mandag efter en lang weekend. Det var skønt, og jeg lavede så absolut ingenting. Cirka. 
• Derefter blev der travlt, lange dage, fantastiske dage og dage fyldt med gode oplevelser. 
• Vi lukkede op og inviterede til grillaften for store og små, for børn og forældre. Først da vi sad der, gik det for alvor op for mig, at det er tre år siden vi gjorde det sidst. Tre år siden det rent faktisk kunne lade sig gøre. Det var en dejlig aften, forældrene var glade, ungerne legede og alle lovede at komme igen, når vi til august igen inviterer.
• Dernæst fulgte undervisningen. De allersidste understøttende timer i det format vi har været i siden skolereformen. De sidste timer i eget regi. De var nogle skønne timer, med glade børn. Næste år har vi søgt om og fået tilladelse til at klappe de understøttende timer sammen til to-lærerrtimer. Det giver så mange nye muligheder, og helt ærlig glæder jeg mig. 
• Jeg havde også  de sidste håndværk og designtimer for i år. Timer i fællesskab med en makker, der ikke har faget som linjefag, som har været åben for hvad som helst og kørt på, det bedste han har lært - og lært undervejs. Et fællesskab der har været guld værd, men som også har betydet at jeg stort set har stået for al forberedelsen. Til næste år kommer der andre boller på suppen, til næste år er min makker den allerbedste, og vi kommer til at have nogle fantastiske timer sammen. Jeg ved det bare.
• For at blive ved håndværk og design sluttede vi året med et brag, da vi havde hele torsdagen sammen, tændte bål, kogte suppe på løgskaller og valnøddeblade, som eleverne farvede hvert deres stykke stof i. Godt omviklet og i  ægte batikmaner, kom der de smukkest mønstrede stoffer op af farvegryderne. Der er sat navn på hvert enkelt stykke stof, jeg gemmer dem, og når vi næste år kommer til symaskinen og kørekort, skal de hver især sy deres egen gymnastikpose eller noget af eget farvet stof. Det bliver så godt.
• I øvrigt smagte et par stykker på farvesupperne. Valnøddebladeafkoget smagte fantastisk, mens løgskallerne ikke var noget at skrive hjem om. Lød det. Jeg synes det er skønt de turde. 
• Ugen blev sluttet af med skumfiduser over bål, triomøde, en god snak med ny skoleleder og et afsindig klamt toilet - der nu for alvor bliver låst af, inden vi pakkede os sammen og tog mod Nordsjælland og en forlænget weekend i et lejet sommerhus. 
• Vi gik tur til stranden i går og fandt padderokke. Jeg har planer om solfarvning og padderokke, når vi kommer hjem. 

Læse:

Jeg blev færdig med Åsa Larsson og fortællingen om Rebekka Martinsson. Femte del, Som offer til Molok. Den var god. Som rigtig god. Historien udviklede sig for fuldt drøn i en retning jeg ikke havde set lige med det samme. Samtidig kører en underliggende historie tilbage i tiden, som bærer spor, har betydning, men en anden betydning end først antaget.  

Jeg vidste jeg ville blive færdig og kørte om biblioteket inden vi tog af sted lørdag. Næste del i serien om Rebekka var ikke hjemme, så jeg greb den første, den bedste bog i krimiafdelingen, jeg fandt.

Døden i Pont-Aven af Jean-Luc Bannalec. 

Jeg kender ikke forfatteren, jeg kender ikke historien, jeg ved faktisk ikke om den er værd at læse. Har aldrig hørt om den. Jeg er ikke startet på den endnu, så jeg kan ikke engang komme med et foreløbig syn på sagen. 

Den er tysk, har fået gode anbefalinger og mange stjerner, så jeg krydser finger og håber på det bedste. 

Jeg kan læse på bagsiden at hovedpersonen, Kommisær Dupin, er nyligt overflyttet fra Paris til verdens ende, er egensindig og har noget med pingviner. En 91-årig hotelejer bliver stukket ned, og derfra skulle der gerne udspille sig et eventyr af de mere spændende. 

Vi får se. 

Broderi:

Sommerhus, pak let, find de små projekter, tænkte jeg og fandt det lille broderi fra Satsuma Street frem. Jeg startede det for flere år siden, og tænkte at nu skulle det være. 

Men - helt ærligt. Hvem finder dog på at sy korssting så småt. Jeg kan nærmest ikke se hvad jeg laver, og mit syn plejer at være skarpt. Plejer. For jeg har på det seneste måtte erkende at jeg ikke længere stiller helt så skarpt som jeg plejer. 

Min far sagde en gang at blev han gammel nok, ville han blive normaltsynet og kunne glemme sine briller. Man bliver nemlig som regel langsynet med alderen. Han var nærsynet og tog oftere og oftere sine briller, af inden han døde. 

Måske jeg er ved at blive langsynet. Måske er mit syn et helt andet sted. Men da dagens udflugt gik mod Helsingør fandt jeg et par briller med en styrke der måske betyder jeg kan stille skarpt tæt på. 

Det skal i hvert fald komme an på en prøve. Lige om lidt.