Der var flere workshops at vælge imellem på garnnøglefesstivallen i Nyborg. Ikke nogen jeg ikke kunne undvære og bestemt ikke nogen Emilie ville synes var værd at vente på. Men der var en byvandring.
Selvom jeg har været i Nyborg store dele af min barndom, var jeg sikker på at en byvandring ville være lige så spændende som byvandringer i København, som på sin vis er min hjemby. Samtidig kan Emilie godt lide historie (gad vide hvor hun har det fra) så beslutningen om en guidet tur var ikke svær at tage.
Vi startede ved Nyborgs Kulturhistoriske Museum, der ligger i den gamle borgmestergård på Slotsgade. Vores guide var en veltalende ældre herre, der besad afsindig meget viden om Nyborg, om Slottet og om den lokale historie. Jeg mistænker at han bruger temmelig meget af sin tid i det Lokalhistoriske arkiv, der ligger lidt længere henne ad Kongegade.
Nyborg er en af de bedst bevarede Middelalderbyer, forstået på den måde at vejnettet stort set er intakt og voldanlægget stadig nærmest findes i hele sin udstrækning. Nyborg Slot er ikke et slot, men en borg, og derfor manglede Emilie tårne og andet pragt, der plejer at pryde slotte.
Borgen startede sin historie i 1100 tallet og blev udviddet af Erik Klipping, der gjorde borgen til hovedsæde i Danmark, skrev rigets første håndfæstning, gjorde Nyborg til landets hovedby, holdt Danehof og i øvrigt gjorde Nyborg til Købstad med købstadsrettigheder inklusive temmelig hårdhændede straffe.
Det stod således i loven at stjal man for mere end otte Mark blev man straffet med døden. Jens Peter (som guiden vistnok hed. Ellers hed han noget andet i samme stil) har forsøgt at finde ud af hvad det betyder i nutidspenge, men det er fuldstændig umuligt, fordi der er så mange aspekter at tage hensyn til.
Mænd blev hængt, mens kvinder for at værne om deres ære blev begravet levende. Blev de hængt, ville det være muligt at kigge op under skørterne, hvilket åbenbart var værre end den levende begravelse. Jeg tænker ikke der er nogen, som har stjålet for deres fornøjelses skyld...
Margrethe d. I brugte også Nyborg og slottet, udbyggede endnu mere og var meget glad for kirken. Christian d. IIII udbyggede i større stil og slottet endte som en firelænget borg, inden Kongen besluttede at rejse til Sjælland, gøre København til hovedbyen og efterlade Nyborg uden andet end en ubetydelig garnision.
Under Svenskekrigene blev slottet indtaget af svensken under den forfærdelige vinter, hvor vandene frøs til is. De brændte alt inventar inklusive vindueskarmene, for at holde varmen og fik også ødelagt eller revet en del af slottet ned.
Det oplevelse betød at voldene omkring byen blev yderligere forstærkede.
Med tiden blev store dele af slottet revet ned. På den nordlige del af voldområdet lå blegdammen, som et af de sidste ubebyggede steder i byen. For at holde styr på byggematerialerne, blev der nedsat en stilling med det ene mål for øje, og hans residens blev henlagt til området mellem volden og blegdammen, Også rebslageren slog sig ned her, og brugte det lange lige stykke på volden bag slottet til reberbane.
Slottet er ved at blive restaureret og det er derfor ikke muligt at komme ind. En del af det nedrevne slot bliver genopbygget, for at skabe synlighed i forhold til datiden. Jeg forestiller mig noget i sammenligning med Koldinghus, der tydeliggør nyt og gammelt. Bliver der holdt garnfestival igen næste år kommer jeg gerne igen, og kan vi til den tid komme ind på slottet, er jeg klar.
Jeg kan huske jeg har været der. Erindringen er mest noget med kedeligt, men med nyt og større nysgerrighed, kan det godt gå hen og blive ret spændende.
Ovenfor skrevne er beskrevet frit efter Jens Peters fortællinger. For at støtte op om egen erindring, har jeg rådslået en smule med slottets hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar