onsdag den 24. oktober 2018

Onsdagsmasker


Min kalender er meget omskiftelig, nogen uger er proppede, mens andre er ganske korte. Denne her er en af de lange, måske lidt for lange, men fyldt med lutter gode ting.

Der var den afsindig spændende AMR-temadag der talte lige ind i det arbejde vi er i gang med i hele kommunen om social kapital. Spørgeskemaundersøgelsen er færdig, vi kiggede svarene igennem i dag, og fik båndlagt personalemøder over de næste måneder til at arbejde videre i hele personalegruppen. Det bliver super spændende.

Der var også skolebestyrelsesmødet, der for øjeblikket er mere sjovt end egentlig givende. Det er en helt ny bestyrelse, der var valg lige før sommerferien. De er på, engagerede og vil rigtig gerne. At de måske gaber over mere end de reelt kan, og ikke har begreb om hvad der hører til i hvilke sammenhænge, er lige meget. Bare vi husker engagementet, så falder alting nok på plads med tiden.

Der er også torsdagstemadagen. Et nyt initiativ, der betyder at alle klasser har den samme underviser hele dagen. Hver torsdag hele året er en temadag. Temaet kan være alt, alle fag og det understøttende, og at man har en hel dag, betyder at der mulighed for at tage ud af huset, arbejde på andre måder eller bare vende undervisningen på hovedet.

Jeg har fire dage i løbet af året. I morgen er min første. Det var hændervridende og angstprovokerende, da vi først stod over for projektet. Nu glæder jeg mig. Vi skal arbejde med Micro:Bits, det skal alle fjerdeklasser i hele landet, og jeg har sat mig tungt på min klasse. Jeg har allieret mig med en af skolens it-vejledere. Hun synes det er lige så sjovt som mig, og vil være med hele formiddagen.

Vi satser på at eftermiddagen vil give plads til mere fri leg, når de har fået styr på de basale principper, og kan arbejde mere på egen hånd. Der skal selvfølgelig også være plads til noget bevægelse, til samarbejdsøvelser og alt det, der handler om trivsel og pædagogens rolle i skolen.

Fredag holder vi fest. Halloween står for døren. Vi har græskar til udhuling, et væld af spindelvæv og edderkopper i kassen med pynt og jeg overvejer at farve håret lilla. jeg har masser af lilla tilbage fra eventyret med farvet hår. Jeg nåede aldrig rigtig til det lilla, men nåede at konstatere at lilla holder ikke ret længe. Der skal ikke meget vask til, så er det væk... Jeg tror en heks med lilla hår er det helt rigtige.

Det eneste kedelige er de mange timer alt det gode dækker. Jeg skulle bare lige se, fandt lommeregneren og nåede op på fem og fyrre timer. Det skulle jeg måske ikke have gjort....


Men tænk hvor mange korte uger det må betyde - ude i fremtiden.















Læse:

Jeg læste Robert Galbraiths Gøgens kalden færdig i toget på vej hjem fra Tyskland. Jeg hoppede straks på bog nummer to - Silkeorm - da vi nåede hjem.

J. K. Rowling, som er synonym med forfatteren, er fantastisk til at skabe historier. Jagten i Gøgens kalden resulterede i en opklaring, der betyder at detektiven Strike nu har nok at lave. Sekretæren valgte at blive hos ham, men det er ikke uden problemer.

I Silkeorm er der ikke sket et mord endnu - jeg ved det kommer - og som sådan er det en temmelig lang intro til en bog. Det gør ikke noget, informationerne bliver bygget op, der kommer mere kød på persongalleriet, og den er let læst.

Jeg har den tredie bog stående klar, når den her er færdig. Jeg er sikker på jeg er klar til mere eventyr med Comoran Strike.


Strikke:

Jeg er ikke imponeret af dette års Stephen West Mystery. Det er overhovedet ikke umuligt det ender godt, men lige nu er jeg ikke imponeret. Det får mig mest af alt til at tænke: Rodebutik.

De mange farver gør kun i de tilfælde, hvor strikkeren har valgt en meget neutral palette, noget godt for designet. Jeg bliver mere og mere træt af mine farver, som slet ikke passer helt så godt sammen, som jeg forestillede.

Den turkise stikker ud, og lige nu har jeg valgt den fra. Den multifarvede er fin i meget små mængder  og dermed næsten valgt fra. De sidste tre er rigtig fine sammen. Altså valgte jeg at fortsætte med de to hovedfarver fra anden del.

Jeg er på ingen måde sikker på jeg har garn nok, og det er en lille smule svært at finde lysten til at fortsætte. Samtidig er jeg noget skuffet over den tredie del. Efter to dele, der begge bød på nye udfordringer, er den tredie grænsende til kedelig.

Jeg strikker alligevel videre, og ser hvad det bliver til.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar