Torsdagsmasker

Tæppet er færdigt, kjolen hænger til tørre og onsdag aften lavede vi bolsjer. Altså blev det ikke i går jeg skrev om masker, og jeg har har fundet et længe ventende projekt frem igen.

Strømpestrikken, som aldrig rigtig står stille - hvis det at der er slået op og stikket mere end fem omgange tæller. For de igangværende strømper har måtte vente længe, mens jeg har brugt tiden i sofaen sammen med tæppet til Oscar.

Nu er det tid til strømper igen. Og inden jeg så mig om, nåede jeg pludselig dobbelt længde på det par, der kun var halvvejs gennem den øverste kant.

I aften er der igen møde på programmet. BUPL holder generalforsamling, og selvom det sjældent er gruopvækkende spændende, tager jeg med. Ind mellem alt det mindre spændende, er der som regel en oplysning eller to, der er værd at tage med hjem, der bliver serveret god mad - og vigtigst bliver det holdt lige rundt om hjørnet, og jeg må gerne strikke.

Og dermed er et andet gammelt og længe ventende projekt er fundet frem fra gemmerne og støvet af, for at kunne komme med. Strømpestrik med mange snoninger er alligevel ikke det bedste til sådan en fællessamling.















Læse:

Wessex er det sidste kongerige, da Uthred i en alder af femten år for anden gang oplever at blive faderløs. Inden da har han lært meget af sin danske far, Ragner, og føler sig langt mere som viking end som englænder. Han har været med i kamp, han har fundet en bedste ven i den engelske Brida, der også hellere vil være hos danskerne, og fælles stak de af og tilbage til rødderne, da Kong Alfred befriede dem fra et fangenskab, der slet ikke var et fangenskab.

Nu er de tilbage i Wessex hos Alfred og præsten Beocca. Uthred skal lære englænderne kunsten at kæmpe fra skibe og han er voldsomt i tvivl om hvor hans loyalitet skal findes i striden mellem England og besættelsesmagten.

Men en ting er han sikker på - får han muligheden skal Ragner hævnes. Og muligheden ligger i at slå Kjartan og hans søn Svend ihjel. Når han finder dem.


Strikke:

Jeg strikker Coffee Cantata til Anders. Strømper fyldt med snoninger og med et navn, der kun kan gøre Anders glad. De lange skafter, de mange snoninger og en størrelse 47 fod, fik mig til at tvivle på at hundrede gram vil kunne gøre det.

Her er Ravelry en ven. Opslag hos andre, der har strikket samme strømper, gav viden om at hundrede gram er langt fra nok. Altså gik vi på jagt efter strømpegarn i større mængde. Anders faldt for uld med Yak fra Regia, og med to nøgler er jeg startet på begge strømper samtidig.

Jeg strikker lidt på den ene, lidt på den anden, og kan dermed også huske, når jeg laver ændringer undervejs. Jeg vender for eksempel snoningerne. Jeg synes strømper skal være symmetriske. Ikke kun højre og venstre, men også snoningerne på siderne, undres jeg over ikke vender forskelligt.

Det gør de i min version, og hvis der senere viser sig vanskeligheder, er det godt at være nogenlunde samme sted på begge strømper, så rettelser kan huskes og klares med det samme, så enslydende som muligt.

Nu håber jeg blot at det lidt løse garn, vil være nok til at vise de mange snoninger i deres pragt, når jeg bliver færdig.