Fredagsmasker

Det er noget andet at være i en by for anden gang. Eller tredie eller fjerde vil jeg tro.

Første gang spurtede vi rundt for at nå alt det, vi gerne ville se, denne gang ser vi det vi vil. Og som udgangspunkt så vi ikke meget i går, men alligevel kom vi langt rundt i byen. Vi var steder vi ikke var sidst, afgjort fordi vi bor et andet sted, og dermed bevæger os i andre kredse.

Vejret var med os i går, i dag er temperaturerne faldet og måske bliver det ikke helt så skønt at sidde udenfor når aftenen falder på. Vi (en af os) fik kaffe, vi spiste burgere på et sted der ikke levede op til egne ambitioner. Det var ikke dårligt, men det var heller ikke fantastisk.

Vi drak drinks på en alt for fashionabel drinksbar og gik på hjemvejen forbi en tapasbar med overdækning og varme udendørs, der muligvis ikke laver fancy drinks, men garanteret er meget hyggeligere end aftenens bekendtskab. Vi har i hvert fald krydset den af som en mulighed i aften.

I dag venter det tyske historiske museum, et håb om en spændende våbenudstilling og en garnbutik helt derude hvor vores billet lige strækker sig til, og som jeg lige præcis nåede for sent frem til, men som gennem ruderne så spændende ud.

Jeg har en drøm om at se rigsdagen indefra, kigge op i kuplen og betages af lysindfaldet. Jeg ved ikke om vi når det, for tiden går tit stærkere end vi regner med, og vi gider ikke at skulle skynde os. Så hellere daske rundt og suge byen til os.













Læse:

Jeg afsluttede Det sidste Kongerige tidsnok til at stoppe en ny bog i kufferten.

Specielt var jeg vild med Cornwells historiske noter bagerst i bogen. Her redegør han for hvor meget af bogens indhold, der er historisk baseret, hvor han bevidst har byttet om på den historiske rækkefølge og hvilke historiske personer, der optræder i bogen.

Han fortæller hvordan han har stoppet persongalleriet med personer, der får historien til at hænge sammen og hvor han har besluttet at bruge sin fantasi, Han slutter med at fortælle hvordan han vil bruge Uthred til at fortælle hele historien om hvordan England blev til et rige, og hvorfor vi må forvente at samme Uthred med tiden kommer til at bevæge sig over store afstande på det Britiske kontinent.

Det lovede godt for senere.

Jeg lod alligevel Uthred ligge, og tog Gøgens kalden af Robert Calbraith med mig. Forfatteren er et synonym for J. K. Rowling, som på sin sædvanlige letlæselig facon fortæller en historie i flere lag om den lidt flossede detektiv Comoran Strike og hans (måske fremtidige) sekretær.

Strike forsøger at finde hoved og hale i et dødsfald alle - ham selv inklusive - mener er et selvmord, og sekretæren, der kun skal være vikar, men som altid har drømt om detektivarbejde, bliver mere og mere fanget ind i det på samme tid kedelige og spændende arbejde.


Strikke:

Da anden del af Stephen Wests mystiske sjal ankom, strikkede jeg løs efter anvisningerne, vel vidende at jeg ikke kunne lide det er dukkede frem fra mine pinde, men uden at stoppe.

Mærkeligt, kan man tænke, men jeg kunne i øjeblikket ikke se anden udvej. Den mangefarvede tillægsfarve, som jeg havde forestillet mig som et strejf i de ensfarvede, blev pludselig sat i centrum, og mens jeg strikkede, blev jeg mere og mere bevidst om, at det her er et stykke strik, jeg formentlig aldrig kommer til at bruge.

Indtil den første halvdel var færdig, jeg lagde det hele lidt væk og lysten til at fortsætte var helt forsvundet. Først der gik det op for mig, at jeg bestemmer og jeg kan vælge at bruge den mangefarvede lige som jeg vil.

Så det gjorde jeg. Den anden halvdel blev på min måde, med mine farvesammensætninger, og pludselig er det igen blevet et spændende stykke strik.

Nu er jeg der, hvor første halvdel er pillet op igen og skal strikkes forfra. Jeg er der hvor de mange lettiske fletninger ikke kun er ny teknik - jeg har strikket dem før, men glemt hvordan. Men også der hvor årets mystery fra Hr West er et under af ny lærdom.

Det første clue var en ny oplevelse af patent. Jeg ved ikke hvad det hedder på dansk, men forrykket patent, så maskerne skifter mellem at være for og bag, skifter mellem at være ret og vrang - som perlestrik, og alligevel slet ikke.

Andet clue har givet mig muligheden for at øve engelsk strik. De mange pinde i fletningerne med snoet garn, garn på retsiden af arbejdet og vragmasker i en uendelighed, gør det meget lettere at bruge den engelske slå-tråden-om-pinden måde at arbejde på.







Jeg gør det sikkert ikke rigtigt, jeg er langsom, men ikke så langsom som skulle jeg både sno og flytte garn frem og tilbage mellem for- og bagside, og jeg fundet et flow, der virker for mig. Helt sikkert en måde at strikke på, som jeg aldrig havde set komme.

Og som sjalet efterhånden æder sig ind på mig og bliver mere og mere mig, gør det på ingen måde noget, hvis jeg aldrig får det brugt. For der ligger allerede så meget læring i det.

I øvrigt får ugens del mig til tænke på en natsværmer, med sin tykke krop og små vinger. Er jeg den eneste, der ser det?