Anders knækkede

Sidste dag i Berlin:

På vej mod toget runder vi en Edeka for at proviantere til rejsen. I grøntafdelingen har de kastanjer. Fine store kastanjer til en pris de hjemlige butikker slet ikke kan hamle op med.

Vi fylder et halvt kilo i en pose, betaler og stopper posen i kufferten.





I dag:

Emilie har Josefine på besøg, begge tøser ligger og daser i Emilies seng, mens de fniser om tøseting. Anders stikker hovedet ind på værelset og spørger hvordan de har det med kastanjer.

Josefine kigger på ham og konstaterer at kastanjer hører til i en børnehave og de er fine, når man får dem pillet ud af tornene.

Nej, nej! Fortsætter Anders. Kastanjer til at spise.

Josefine kigger forfærdet på ham og siger, Vi spiser ikke ... Planter... Hvorpå hun fortsætter med noget om kød, der ikke skal skæres i stykker.

I mellemtiden bryder Anders sammen af grin. Han griner så meget, at han må sætte sig ned på gulvet.

Josefine kigger op og konstaterer med en smule fnisen i stemmen at Jeg har knækket Anders...

Anders triller stadig rundt på gulvet.





Da Anders endelig er holdt op med at grine og igen kan sige noget med nogenlunde sammenhængende stemmeføring, får han sagt noget om Spise ikke planter! - Sagt af hende, der elsker kartofler overalt på Jorden....

Her bryder Emilie ind og begynder en længere udredning om at kartofler ikke er planter, det er rodfrugter. Hun bliver ved et stykke tid, indtil hun stopper op og tørt konstaterer: Jeg gør det bare værre!





De har nu begge to smagt kastanjer. Josefine for første gang, og det tåler vist en gentagelse.