Onsdagsmasker

Jeg har erkendt nederlaget, drejet nøglen om og set i øjnene at somme tider skal man blive hjemme.

Jeg er hæs, lyder som en søløve og får de mest nederdrægtige hosteanfald, der holder mig vågen om natten. Det er en virus - Men du skal altså blive hjemme, sagde lægen. Så nu bliver jeg hjemme. Jeg synes bare ikke jeg mærker den store fremgang.

Det er en smule enerverende. Hvis jeg så bare kunne fornemme at der skete et eller andet...

















Læse:

Når jeg er hjemme, giver det mere tid til at læse. Altså færdiggjorde jeg Silkeorm og åbnede Ondskabens Høst, da jeg kravlede under dynerne i aftes. Samme forfatter, samme detektiv og samme assistent.

Det er tredie bog i serien, en fjerde er netop udkommet, men formentlig endnu ikke oversat. Jeg vil vente spændt.

Silkeorm var væmmelig. Jeg har en fornemmelse af at Ondskabens Høst bliver værre, på en mere grusom måde. Jeg er kun lige begyndt. Et afhugget ben er afleveret på detektivbureauet, politiet er involveret og tanker melder sig.

Denne tredie bog er en smule anderledes. Denne gang får vi også indblik i morderen. Vi ved ikke hvem han er, men vi følger ham sideløbende med fortællingen om Strike, Robin og deres forsøg på at opklare sagen, som bliver mere og mere personlig.


Strikke:

Jeg har skiftet mellem at ville pille hele det Westknitske sjal op og at strikke videre. Jeg hælder stærkt mod det første, men fortsætter alligevel.

Jeg er ikke imponeret, jeg bryder mig ikke om den endelige form, og det bliver ikke mindre rodet, som de sidste dele dukker op.

Jeg har alligevel lyst til at gøre et forsøg. Jeg har taget fat i den fjerde del - kun halvvejs gennem den tredie. Jeg ville gerne have mere af den multifarvede og har tilsat to pinde midt et ensfarvet mønster, samtidig med at jeg skråner i den ene side. Uden overhovedet at have regnet på det, strikker jeg og håber at kunne ende ud med en spids, i stedet for den oprindelige lige ende.

Perlerækken af den tilsatte multifarvede gror mere og mere på mig. Jeg synes det virker. Ligesom jeg synes at enkeltdelene er godt tænkt, og for sig selv fungerer rigtig godt. Det er sammensætningen jeg har et problem med.

Og mens jeg strikker, ved jeg, at hvis jeg holder op, kommer jeg måske aldrig i gang igen. Jeg tænker tanker om hvordan jeg igen kan involvere den turkise som et enkeltelement i det færdige sjal og jeg ved at lige om lidt stopper jeg alligevel, for jeg har lovet Emilie et hæklet dyr.

Det er vigtigt at holde hvad man lover. Specielt når deadlines er faretruende nær.