Penselstrøg på penselstrøg

Weekenderne er fyldt til bristepunktet i øjeblikket. Den sidst overståede var ikke nogen undtagelse.





I lørdags holdt min fars kæreste halvfjerds års fødselsdag. Jeg var længe i tvivl om hvad hun skulle have, og overvejede for og imod, inden jeg foreslog at en fælles gave fra både min mor, min søster, jeg og vores respektive tilbehør kunne være et billede af min far.

Alle synes det var en god ide, og umiddelbart havde jeg også masser af tid. Jeg skulle bare lige være færdig med tæppet til Oscar først, og pludselig havde jeg mindre end en uge.

I virkeligheden tager det ikke så lang tid at male et billede. Det der tager længst tid, er at tegne op og føre over. Med en vis grad af erfaring, tager selve maleriet ikke voldsomt lang tid.

Altså satte jeg sidste penselstrøg fredag formiddag, inden jeg tog på arbejde og rammede ind og pakkede ind fredag aften, så alt var klar til at skulle ud af døren tidligt lørdag  morgen.





Jeg brugte det billede jeg tog af min far på hans halvfjerds års fødselsdag som forlæg. Min far brød sig ikke specielt om fotografering, han ville helst være bag kameraet, derfor måtte jeg syv år tilbage, for at finde et der duede.

Jeg har før skrevet om hvordan jeg maler billederne, der mest af alt minder om paint-by-number-konceptet. Jeg har før skrevet om hvordan felter i tre forskellige farver kan skabet et menneske vi kender, og jeg har før skrevet om hvor vildt det er at se velkendte træk vokse frem.

Denne gang var ingen undtagelse. Denne gang var det vigtigere end nogen sinde før. Også denne gang var genkendelsen så virkelig at hårene rejste sig på armene af mig, som ansigtet voksede frem. Det er så meget min far.





Og der ingen tvivl om det lidt bistre smil, der gemmer sig i skægget.

Der blev glæde.
Og det er hængt op.