Naya og skotøjsæsken

Naya har noget med papkasser. Jeg ved godt det ikke er ualmindeligt for katte, og af samme grund, gemte jeg den kasse, der ellers skulle have været smidt ud, lige inden kattene kom.





Den aflagte papkasse blev da også besøgt nogle gange, men den fangede ikke rigtigt.

Det gjorde til gengæld skotøjsæsken jeg efterlod midt på bordet et kort øjeblik, efter at have taget de nyindkøbte sko op. Øjeblikket efter lå Naya i æsken.

Hun kunne lige være der, og måske var det følelsen af at ligge i spænd, der fik hende til at tie stille. Det var nemlig midt i løbetiden. Hun lå der stadig, da jeg lukkede døren og kørte på arbejde. Senere skrev jeg til Anders at kassen gjorde underværker, hvorpå han straks løftede hende op i æsken - og oplevede den samme stilhed, som jeg hørte om formiddagen.

Æsken fik lov at stå midt på bordet under resten af kattenes besøg. Vi flyttede den, når vi skulle spise og katte ikke må være på bordet, men den kom altid tilbage, for den var ikke spændende hvis den stod på en stol eller nåede helt ned på gulvet.









Niks! Kun midt på bordet virkede. Her kunne hun både sove og have overblik. Hun strakte sig og vaskede sig og hygge sig i æsken. Blev hun alt for urolig fik en af de små bamser, jeg havde købt, et sprøjt baldrian i nakken og røg ned til hende i æsken, og straks faldt hun i søvn.

Den æske var det mest fantastiske længe. Også efter løbetiden. I de første dage efter var hun så udmattet, at hun sov og sov og sov - i æsken. Senere vågnede hun lidt op, løb rundt, hoppede i højden, men vendte hele tiden tilbage til æsken. Midt på bordet.

Stod æske og kat i vejen, skubbede vi lidt til den. Hun var ligeglad, blev liggende. Havde hun ligget ethvert andet sted, var hun skredet - ingen skal skubbe til mig. Men i æsken kunne vi gøre hvad vi lystede. Bare vi ikke flyttede den fra bordet.







Hun fik den med hjem. Om den er lige så spændende i hjemlige omgivelser melder historien ikke noget om. Jeg har glemt at spørge.

Og Stalin. Han forstod ingenting. Når hun en sjælden gang imellem forlod æsken på bordet, hoppede han straks op i den. Lagde sig, kiggede og undrede sig tydeligt over hvad det skulle gøre godt for.

Og så gik han igen.