Farvel for denne gang

Kattene er taget hjem, og vi takker for denne gang.

De blev fragtet hjem på samme måde, som de kom. Naya i transportkassen - sammen med den elskede papkasse, som fortjener sit helt eget indlæg. Hun var ikke imponeret af at blive spæret inde. Og Stalin i en rygsæk på maven af Daniel. Her har han siddet før, og føler sig vist nærmest hjemme. Ingen brok i hvert fald.





De har været hyggelige at have på besøg. Men det er også skønt at kunne sige farvel. Viden om den larm de påfører specielt underboen, er ikke rar. Og nogen ting er bare lettere at have med at gøre uden katte.

Vi har alle glædet os til at kunne finde opgaver frem, som har været lagt i dvale. Mit sjal, der skal blockes, Anders' leg med Legoklodser og Emilies ønske om at lade døren til hendes værelse stå åben. For eksempel. Noget andet kunne være omplantning af de tomat- og chiliplanter, der så småt er på vej i æggebakker, men som har levet livet farligt, omgivet af katte, der både bider i pappet, slikker på jorden, drikker af vandet bakkerne står i (hvad er det lige for noget? Jeg ville nok have foretrukket det rene vand i vandskålen) træder på jorden, og muligvis også kom til at spise af jorden og et par af de små stiklinger.

Og gennem ugerne er det kun blevet mere klart hvor meget mere gennemtænkt Naya er i forhold til Stalin. Han er ikke den skarpeste kniv i skuffen. Så er det sagt. Men han kan være afsindig provokerende, og når vi tidligere med mellemrum har anklaget Naya for at være en hystade, må vi trække lidt i land. Til tider har der været god grund til hysteriet.




Naya er stadig den smukke, fine, lille kat med alle kattens dyder. Sin egen, med kom-ikke-til-mig attitude, men til gengæld jeg-kommer-til-dig-når-jeg-vil arrogance. Og dermed endte hun med at ligge i fodenden af min seng i nat.

Hun er også katten, der drikker af vandhanen, er effektiv, når det kommer til at dække i bakken efter toiletbesøg - temmelig effektiv. Ud over hele gulvet effektiv.

Stalin derimod, han kigger fjoget, når hun drikker af vandstrålen, fatter tydeligvis ikke hvad det handler om, og ser heller ikke altid lige kvik ud. Til gengæld er det aldrig ham, der spreder kattegrus over hele gulvet - det har han nemlig heller ikke rigtig fanget.





Jo altså man skal skrabe... ved han. Så han skraber lidt på væggen, lidt på kanten af bakken, lidt på gulvet ved siden af kassen og måske lidt på væggen igen.

Det skal han have - det er langt nemmere at finde gaverne han afleverer i bakken, end dem Naya effektivt begraver. Han er pæn, sød, spindende, ude på skrammer og altid god for at gå i vejen.

Og han har smukke grønne øjne.