Papirøen

Efter kirsebærstræsalleen, gik vi en tur rundt på kirkegården. Eller måske ledte vi bare efter en udgang...





Vi var sultne, da vi gik. Og da ingen af os nogen sinde har været på Papirøen og spist Copenhagen Street Food, synes jeg det var på tide. Anders vidste i virkeligheden ikke rigtig hvad han gik ind til, og havde nok sagt nej, hvis han havde overvejet hvor mange mennesker der befinder sig derude.

bevæbnet med rejseplan og -kort lykkedes det os at zigzagge gennem byen med både bus, metro og de gode gamle flade konvolutter. Når man helst undgår bus, er der ikke den bedste forbindelse gennem byen. Men når man bider i det sure æble og indser at busforbindelserne i København hænger rimelig godt sammen, og i øvrigt ikke har travlt, er det nemt at komme fra A til B.




Papirøen er en kunstig opført ø i Københavns Havn, der udgør en del af Holmen og oprindeligt hørte til Flåden. Øen blev brugt til værft og har sikkert lagt ryg til mange af den danskes Flådes imponerende skibe siden engang i syttenhundredetallet.

Med første Verdenskrig, der ikke umiddelbart berørte Danmark, blev der knaphed på ressourcerne. Et stort problem blev fremskaffelsen af papir til avistryk. Derfor gik bladfolkene sammen, skabte Den Danske Presses Fællesindkøbs-Forening, og lejede Papirøen, der dengang sikkert hed noget andet.

De store haller, der i dag rummer Copenhagen Street Food, blev brugt til opbevaring af papir i store ruller sammen med andre leverancer, det var svært at få fat i. Da krigen var overstået, var bladfolkene blevet så glade for samarbejdet, at det stadig består. I dag går det under navnet Pressens Fællesindkøb - noget mere mundret.

Vel fremme, fandt vi vildsvin og lam hos The Spoon Company. Vi kunne sikkert have fundet noget andet, men dels var vi sultne, dels var der alt for mange mennesker. Og det så godt ud. Det smagte også godt.





Vi spiste udenfor, inden vi besluttede at det var tid til at tage hjem. Det var begrænset hvor længe vi havde lyst til at lade de firbenede være alene.

Vi gjorde holdt ved det gamle kontor for Den Danske Presses Fællesindkøbs-Forening, der i dag rummer Den Plettede Gris - en lille kaffebiks, der efter Anders' udsagn lavede fornuftig kaffe, der bestemt var værd at drikke, men som han ikke specifikt ville gå efter.


Jeg var træt, da jeg nåede hjem.

Og skridttælleren i telefonen havde talt mange skridt.