Midt i en rekreation

Mit ur ringer lidt i otte, jeg mere eller mindre triller ud af sengen – det kræver lidt omtanke at rejse sig fra liggende stilling, når det efter en otte timers nat på langs gør ondt langt ind i maven. I køleskabet finder jeg skyr og spiser en lille portion med müsli, for at give maven noget at gøre godt med, inden dagens første indtag af smertestillende. Jeg er tildelt almindelig håndkøbsmedicin. En cocktail af Pinex og Ibumetin.

Inden jeg kravler i seng igen, siger jeg godmorgen til Emilie, der skal op og i skole. I sengen arrangerer jeg en pude langs maven, så ligger jeg bedst. Jeg er stadig træt, men kan ikke falde i søvn. Altså finder jeg den igangværende bog frem. Jeg læser meget for tiden, har læst alt det jeg troede var nok at have liggende og har været på nettet og købt e-bøger til den kommende tid.

Emilie er klar til at gå, vinker farvel i døren, springer ned ad trappen og jeg er alene. Anders, der var guld værd i weekenden, og blev hjemme mandag med, er for længst taget på arbejde. Jeg læser, og da det smertestillende når toppen kan jeg pludselig mærke at den underliggende smerte, der ellers har fulgt mig siden masakren i mit indre, er væk.

Jeg ligger helt stille, glæder mig over endelig at opleve bare et kort øjeblik uden smerte. Jeg læser videre, bliver træt og når at falde i søvn.

Da jeg vågner igen er smerten tilbage. Den underliggende og vedblivende smerte, som gør mig så træt. Jeg kan mærke det bliver bedre, og jeg ved det skal have tid.

Det kommer alligevel en smule bag på mig, hvor længe.

Og hvor træt kroppen bliver af at regenerere.