Garnet i 2013

Sidste år strikkede jeg ufattelig mange sjaler og knap så mange ærmer. I år skulle det være anderledes. Jeg ville strikke overdele og jeg skulle som udgangspunkt ikke strikke sjaler.

Men gjorde jeg så det?

Faktisk havde jeg fået bildt mig selv ind, at det der med ærmerne slet ikke blev så meget, og aå sjalerne måske i virkeligheden nåede at fylde mere, end de viste sig at gøre.

For ligesom sidste år har jeg holdt regnskab. Og lige som sidste år startede jeg ud med en ide om at nedbringe lageret. Det sidste har jeg opgivet nu. Det er sjovt at holde regnskab, og det bliver jeg helt sikkert ved med, men hvorvidt lageret går op eller ned er hermed fuldstændig ligemeget. (Specielt med tanke på Anders og hans sødhed i forbindelse med garnkøb - sødhed der også betyder at grænsen for køb uden fragt altid skal nåes....)

Men hvad brugte jeg så garnet til?

Jo. Sidste år hæklede jeg stort set ikke noget. I år tog jeg revanche. De mange hæklede dyr tæller godt på kontoen, men også et boblende cover til Emilies lille lyserøde og et andet til hendes mobiltelefon så dagens lys.

Det lille cover til Emilies telefon blev lavet en sen aften, da mobilen var helt ny. Det var i flittigt brug, indtil hun gennem E-bay fik til sendt det ene mere fine cover end det andet og det hjemmehæklede måtte vige pladsen.

Til gengæld er hun stadig afsindig glad for det boblende cover til den lille lyserøde computer. Måske endda endnu mere glad nu, hvor eg endelig har taget mig sammen, ringet og med dags varsel forøget hustanden med trådløst internet. Hvor er det bare skønt ikke at skulle hænge fast i ledningen hele tiden - sagde Emilie så sent som i aftes.

Resten af hækletiden blev fordelt på dyr.

Først fem udgaver af den skønne frø, som jeg stadig synes er genial. Jeg har en fornemmelse af at den blev godt modtaget alle de steder den nåede frem. Den er helt fantastisk at holde om, og helt ærligt - når Anders ikke er hjemme sover jeg sammen med den første lille grønne frø, som bor herhjemme.

De andre er fordelt rundt om i landet. Den blågrønne hos Zacharias i Mogenstrup, den blå og røde hos Henriette i Rødby, den pink tager Emilie sig kærligt af, mens den sidste grønne og lilla er flyttet med Lærke hjemmefra i Aarhus.

Det lilla næsehorn nåede til Nakskov, hvor min fars kæreste lige nu har det stående på en sofa og Hesten fik Victoria i julegave. Efter sigende sover hun med den hver nat.

Det var hæklingen. Jeg strikkede selvfølgelig også.

Det mindste først:

I løbet af året strikkede jeg to par pulsvarmere, to huer og hexipuffs nok til at et tæppe en dag kan se dagens lys.

De første par pulsvarmere fik jeg garn til i julegave sidste år, og de var også noget af det første jeg strikkede i år. Det andet par, var noget af det sidste strik året bød på, og et byt med min tidligere søde kollega, hvis kæreste frøs om hænderne på arbejdet.

Da Louise gik på barsel, strikkede jeg længe efter alle andre en pathat, der muligvis kunne indgå i ammedebatten. Louise synes heldigvis den var rigtig fin. Jeg strikkede også en grøn gris som julegave til Zacharias. Han er vild med angry birds og helst de grønne grise. Men åbenbart ikke med huer. I hvert fald forlyder det at han under ingen omstændigheder vil prøve huen. Det er fint med mig, Det var et sats og jeg vidste at enten ville den være et hit eller det modsatte. Til gengæld var den sjov at lave.

Hexipuffbunken blev i løbet af årets første måneder forøget med toogtres små puder. Dermed er målet nået og en tanke om at brodere på nogen af dem inden sammensyning dukkede op. Det er endnu ikke blevet til noget, og bunken er stadig en bunke. Skulle jeg have et nytårsfortsæt i år, skulle det være at færdiggøre projektet i løbet af det næste år... det skulle vel kunne lade sig gøre.. Måske.

For at blive i det små, nåede jeg i løbet af året at strikke ikke mindre end otte og tyve par sokker.... Så mange havde jeg alligevel ikke troet det blev til.

Der er ikke billeder af dem allesammen.

Men året startede med en kurvfuld sokker til Daniel. Han manglede og de tre par jeg tænkte han skulle have, blev i løbet af et par dage til fem.

Derpå fulgte Though The Loops Mystery Socks 2013. Jeg har strikket Kirsten Kapurs mystery socks de seneste tre år. Og gør det nok igen i år.

Så manglede Anders sokker, og fire par med snoninger så dagens lys. Først to par i almindelig længde og siden to par i knæhøjde. De sidste er afsindig gode i koldt vejr siger han og var med til at skubbe til tanken om at sy ham en kilt. Det sidste er endnu ikke blevet til noget, men jeg kunne stadig godt finde på det.

Pludselig gik der sport i sokkerne og jeg var næsten ved at tømme beholdningen af strømpegarn. Først strikkede jeg et enkelt par til mig selv, og derefter tre par til Emilie. Det ene langt nok til at nå knæene. Hun ville ikke stå tilbage for Anders, og kunne han få, kunne hun vel også.

Da jeg var i gang strikkede jeg to par mere, der siden fandt vej ud i landet.

Midt på sommeren fik jeg lidt over to kilo strømpegarn foræret af en dejlig læser. Alt rester. Jeg kan godt lide rester og endnu en gang blev der sat skub i sokkeproduktionen. Anders valgte garn til tre par og Emilie til to - endnu et med knæhøjde og et i mere almindelig længde.

Alle de mange strikkede sokker til Emilie og modtagere ude i landet, blev også en mulighed for at afprøve en ide. Et mønster blev til og derfor er de allesammen temmelig ens. Der er variationer, for jeg prøvede af og endte med det, jeg synes var bedst.

Et par måneder senere valgte Daniel garn fra kassen til endnu fire par.

Som et led i julegaverne strikkede jeg to par og efter besøget hos Henriette kom jeg hjem med endnu mere strømpegarn og lovning på at omdanne til varme for kolde fødder. Det første par ligger klar, det næste er endnu kun halvvejs.

Der er helt sikkert lagt op til flere sokker i løbet af det næste år.

Så er der sjalerne. For selvom jeg egentlig ikke mente det var nødvendigt at strikke sjaler i år, gjorde jeg det alligevel. Dog i et mere adstadigt antal. Fem sjaler blev det til. Alle mysterier og alle bliver brugt.

Jeg startede året med Echoes of Color. Et rigtig fint stribet sjal, der også lærte mig at strikke frynser.

I starten af sommeren fulgte Kirsten Kapurs Mystery for 2013 - Germinate. Jeg er vild med hendes opskrifter, de er så enkle og gennemarbejdede at jeg simpelthen er nødt til at strikke med. At sjalet gik hen og blev en yndling gør bestemt ikke noget.

Lige efter fulgte Erica Jackofskys Analucia Shawl. Sidste år strikkede og også hendes version af et mysterie og var rigtig glad hele vejen. I år lærte jeg endnu noget om mysteries, Ravelry og mennesker i al almindelighed. Jeg var ikke specielt begejstret for sjalet, men jeg blev endnu mindre begejstret for tonen i gruppen, hvor ingen gik ind og tog ansvaret.

Jeg endte med at tage udgangspunkt i opskriften og lave mit eget sjal. Det blev jeg til gengæld begejstret for.

Årets sidste mystery var Stephen Wests Color Craving. Den mand er så vanvittig genial at jeg er nødt til at strikke med. Det er aldrig til at vide hvor man ender og undervejs var jeg mere end en gang usikker på om det færdige resultat nogensinde skulle blive brugt.

Det gør det. Jeg har det på hver dag. Udenfor. Og Emilie synes det er så flot, at jeg også måtte strikket et til hende. Siden det blev færdig har er hun ikke gåret uden for døren uden.

Endelig er der ærmerne. Eller overdelene. med et hurtigt gæt ville jeg umiddelbart mene at jeg fik strikket tre-fire stykker. Det er ikke helt rigtigt.

I løbet at året færdiggjorde jeg ikke mindre end tolv forskellige overdele. Nogen mndre end andre. Nogen startet i år, andre efter at ligget og ventet. Men tolv! Det er mere end jeg havde forventet.

Jeg lagde ud med Brombærtrøjen, der har vist sig at være et rigtig godt stykke tøj. den er både anvendelig under frakken, som varme indenfor en kølig dag og som overtøj alene.

I foråret strikkede jeg Gåseøje. Den er rigtig fin, men garnet er knap så fint. Den vokser og duer i virkeligheden ikke rigtig. Ærgerligt nok.

Samtidig strikkede jeg grønne riller i flere formater. Det er til gengæld en dejlig trøje. Jeg har været lidt ked af at taljen ikke var så taljeret som jeg godt kunne tænke mig. Der er ganske simpelt ikke spænstighed nok i garnet til at trækken ribben sammen. Det problem viste sig at løses med en tynd elastiktråd trukket gennem på bagsiden i flere rækker. Næsten som smocksyning.

Emilie ønskede en poncho. Hun havde en nogenlunde ide om hvordan den skulle se ud. Resten fandt vi på undervejs og i sidste ende kom frynserne fra året første sjal til gode, da det lige netop var sådan en afslutning Emilie kunne tænke sig.

Anders fik to store trøjer i løbet af året. Begge projekter der havde været længe undervejs. Begge færdige resultater han bruger så meget og er så glad for, at han stadig mener han skylder og hellere end gerne køber garn i store mængder og skøn parfume i julegave.

Først var der vikingekoften, han selv designede og lod mig om at udføre. Den er varm og den får folk til at vende sig på gaden efter ham. Lærke er sikker på den også vil gøre sig i en dameversion og jeg har lovet at gentage når hun en dag finder det helt rigtige garn.

Den anden er let og tynd og strikket i dybeste hemmelighed. Det skønneste merinould på tynde pinde med snoninger og bundmønster og med et udseende så proffesionelt at flere har spurgt han hvor den er købt.

Sidst på sommeren strikkede jeg tre små Viggo'er. En størrelse et år til en barnedåb og en helt lille og en noget større som barselsgave og lidt til en storebror. Jeg ved de er i brug alle tre og det er altid dejligt at vide.

Undervejs startede og sluttede jeg Melodi. En trøje af Annette Danielsen, som jeg ændrede lidt på så den endte som en kort kjole/tunika med A-facon og lidt bredere ærmer end opskriften antyder. Det var lange rækker, men et fantastisk færdigt resultat. Jeg er ret vild med maskeretningerne der vender alle mulige veje.

Så er der Robin Hoddie til Daniel. Han pakkede den op juleaften, han siger han tror den passer, men han har vistnok ikke prøvet den endnu. Den blev lidt mindre end jeg havde forventet, og håber stadig den passer. Ellers skylder jeg ham vist en anden.

Endelig overtog jeg et projekt efter min mor. Paneldebat i to farver. Jeg har ikke rigtig nogen billeder eller henvisninger af den, for jeg ved min mor læser med og ville ikke fortælle at den nåede at blive færdig før jul. I stedet pakkede jeg den ind til hende og har siden hørt at den passer perfekt. Jeg forestiller mig, at en dag dukker der nok et billede op.

Det var oversigten. Så er der tallene:

Jeg strikkede og hæklede samlet af elleve kilo og et hundrede og otte halvtreds gram garn... Det synes jeg er meget. 11158 gram garn!

Min beholdning blev forøget med 12122 gram... altså mere. Fordi jeg alligevel godt kan lide tanken om at bruge mere end jeg får ind, synes jeg godt jeg kan retfærdiggøre at trække gaver fra... hvilket giver mig et samlet indkøb på 9490 gram. (Heri er medregnet alt garn Anders har købt.. det synes jeg alligevel ikke kan regnes som gaver.)

Så ligner det pludselig noget.. fra at brugt 964 gram mindre end lageret er forøget har jeg nu pludselig brugt 1668 gram mere end jeg har købt... Her gælder klart muligheden for at se og bruge tal af enhver art efter forgodtbefindende.... For under alle omstændigheder er mit lager forøget.. Og endda mere end med de 964 gram fra før. Jeg har nemlig fuldstændig glemt at medregne garnet til min mors trøje, Henriettes sokker og pulsvarmerne til Cecilie... det er jo ikke mit garn, men uanset har jeg strikket af det... Så øhhh en større forøgelse af lageret. Men det nægter jeg at udregne...

De sidste to år har jeg opgjort mit indkøbte garn. Altså kan jeg finde nogle flere sjove tal.

Af alt det nye garn (garn fra 2013 - 12122 gram) har jeg kun brugt 4525 gram. Det betyder at jeg har pænt meget nyt garn tilbage. Faktisk er lageret ved årets opgørelse tilført 7597 gram.

I 2012 blev lageret slutteligt tilført 5417 gram. I løbet af året brugte jeg 2613 gram af den lagerdel. Det er næsten halvdelen, hvilket betyder at jeg stadig har 2804 gram garn tilbage fra 2012.

Garn fra før den tid har jeg ikke gjort op. Altså må alt garn ud over forbruget fra 2013 og 2012 være af det gamle. Jeg forestiller mig at bliver jeg ved med at opgøre garnet ender jeg vel med at have brugt alt det jeg har haft liggende længe... på den anden side har det ligget længe...

Men det giver mig så den sidste beregning. I sidste ende er det lykkedes mig at grave ned i det gamle lager og bruge ikke mindre end 4020 gram. Hvilket føre til en slutning om, at mit lagergarn muligvis har en lang liggetid (hedder det vist på ejendomsmæglersprog.. men det kan vel også bruges her), men det skal nok blive brugt.

De lidt over elleve kilo brugt garn repræsenterer cirka 47,68 kilometer. Men det kan jeg ikke helt gennemskue hvad jeg skal bruge til.

Nye projekter er forresten allerede skudt i gang, så mon ikke jeg også kan lave en oversigt næste år..