Børneparat

Dagen i går var lang, startede med et seminar, under overskriften Pædagogerne i skolen, i BUPLs Storkøbenhavnske lokaler i Ballerup og endte med elleve skrigende hormonforstyrede præteenagere. Det plejer at være hyggeligt at være på arbejde om aftenen med hygge og mad og fri leg. I går var det skrækkeligt. Selvfølgelig skal der være plads til hormoner og skrig og skrål, men når de samtidig allesammen virker som om de har sprængt en sikring, så er det ikke sjovt længere.

Sjældent har jeg været så smadret, da jeg endelig kom hjem.

I  morges var det nærmest umuligt at vågne. Jeg måtte slæbe mig selv ud af sengen og gøre klar, inden jeg satte kursen mod en formiddagsaftale med min mor.

Det var bidende koldt udenfor i morges, og turen over dæmningen, med en skarp frostvind, der ikke lod sig standse på sin vej over Damhussøen, fik trætheden til at forsvinde en smule.

En enkelt sætning kværner stadig rundt i hovedet efter seminaret i går formiddags. Et seminar, der første halvdels vedkommende var så kedeligt, at vi sad på række og kæmpede for ikke at falde i søvn. Jeg tror det var spændende, det der blev sagt, men når alting fylder i en monoton strøm er det svært at bevare fokus.

Anden halvdel derimod, der var energi, ejerskab og entusiasme i en grad, der fik os alle på tæerne. To pædagoger fortalte om initiativer de gennem nogle år har haft sammen med lærerne i deres team. Et initiativ, der lyder så spændede, at vi alle sammen havde lyst til at gå hjem og igangsætte. Et initiativ, der giver så meget mening og er så anderledes end normalen, at selv deres kolleger på egen skole, er svære at overbevise.

De har formået at gøre skolen børneparat. For som formanden sagde; vi har i mange år snakket om at gøre børnene skoleparate, men gør vi også skolen børneparat?

Jeg synes det er et interessant spørgsmål, som jeg godt gad grave mere i. Og mens jeg oftest synes at Caféen er børneparat, må jeg indrømme, at jeg min børneparathed kunne ligge på et meget lille sted i aftes.