Det skulle jo ske en dag

For et par år siden blev alarmsystemet på skolen lavet om. Caféen og Klubben, der ligger dør om dør blev alarmmæssigt slået sammen. Fra at have lukket og slukket, sat alarmen til og gået hjem hver for sig, skulle vi til at huske på om den anden var gået, inden alarmen blev slået til.

Selvfølgelig gav det en smule startproblemer, men hurtigt blev det en vane. Hurtigere end forventet, men sådan er det tit.

Samtidig har Klubben og Cafeen gennem de ti år jeg har været ansat flyttet sig fra at reelt at være to institutioner til - som det står på papiret - at være to sider af samme sag. Jo der er en dør imellem, og når døren er lukket, kan man fristes til at tro, at der er lukket ned og alle gået hjem. Men vi er i højere grad fælles end vi var engang.

Medarbejderne i SFOen holder sjældent op. Vi er mange med lange ansættelser og så sent som i går kunne jeg, efter en hel række spørgsmål der styrede fra det ene til det andet - konstatere at jeg med mine ti års ansættelse er den næstsidst ansatte. Kun en har været der kortere tid end jeg - når vi ikke tæller barselsvikarer og midlertidige anæsttelser med.

Derfor er det heller ikke mærkeligt at vores længst ansatte - Steffen - snart har fyrre års jubilæum, men stadig ikke har lyst til at trække sig tilbage. En mulighed for en nedsættelse af arbejdstiden betyder at vi kun ser ham ganske få dage hver uge. Til gengæld er han et stort savn, når han ikke er der.

Af en eller anden grund er det Steffen, der mere end en gang har været ved at sætte alarmen til, selvom jeg stadig stod i Caféen med børn og gang i både computere og billardspil. Oftere er det Klubben, der kan dreje nøglen et kvarter før den egentlige lukketid, når sidste barn er hentet eller gået, mens jeg stadig har teenagere siddende, der ikke har travlt med at finde hjem.

Alligevel har vi grinet mere end en gang, når Steffen har været ved at sætte alarmen til og nogen har afværget.

I dag gjorde han det. De sidste børn var netop gået og jeg var ved at lukke ned. Slukkede lyset, satte opvaskemaskinen i gang og fandt mit overtøj og taske. Som jeg stod der lød pludselig en skinger kimen et sted i nabolaget. Tidligere sad alarmsignalet inde i Caféen, men efter sammenlægningen blev klokken sat et andet sted.

Derfor nåede der at gå et øjeblik før jeg reagerede, satte kusen mod lyden, og netop da kiggede ud på Steffen, der stod udenfor og kiggede ind på mig, mens hånden fløj op for munden og et grin viste sig i øjnene.

Jeg kunne næsten høre ham sige: Nej! Det gjorde jeg ikke. gennem ruden.

Alarmen blev slukket, vagten ringet op (han grinede også) og alt blev lukket behørrigt af. Igen.

I morgen er der helt sikkert lagt op til grin. Igen.