Klokken er tyve minutter i fem. De sidste tilbageblevne drenge deler Caféens fire computere. De spiller Minecraft, har fundet de drabelige scener frem og slår på skift hinanden ihjel. Stemningen er spændt og stemmerne høres vidt, når den ene eller den anden ikke er tilfredse med udfaldet.
Jeg pakker sammen, og giver dem tiden inden computerne et kvarter før lukketid skal lukkes ned. Tak, siger de og fortsætter spillet. Jeg pakker bordtennisbordet sammen og trækker det ind fra gangen udenfor, hvor det flittigt er blevet brugt i løbet af eftermiddagen.
Præcis kvart i har drengene slukket computerne og er ved at finde deres tasker og overtøj frem. To og to forsvinder de ud af døren mod de hjemlige køkkengryder, mens den sidste bliver tilbage og trækker alle gardinerne ned, så jeg, som han siger, kan komme hurtigere hjem.
Vi hjælpes ad med at slukke alt lyset, låser og siger farvel, inden vi skal i hver vores retning. Nogen gange er det svært at får de sidste ud af døren, andre gange - som i dag, kan jeg gå hjem ti minutter før den officielle lukketid.
Udenfor er mørket ved at falde på. Alting er blåt, jeg er havnet midt i tusmørketimen, lige der hvor det stadig er nødvendigt med cykellygter, men ikke så bælgravende mørkt som det var for to uger siden, på samme tid af døgnet.
Jeg går hjem gennem de sneryddede gader. Sneen i skolegården lyste op og lå smukt. På befærdede Tårnvej er der meget smukt tilbage. Fortorve og cykelstier er fejede og vejen er kørt fri for sne for længe siden. Det hele er gråt, men jeg nyder gåturen. Normalt ville jeg cykle, men jeg opgav i formiddags, da alting fygede og var svært at forcere.
Jeg har en håndfuld ærinder i Centret og stopper først der, og siden i den lokale indkøbsmulighed. Inden jeg når hjem er himlen blevet sort og det blå forsvundet. Det gør ikke noget. Jeg tænder stearinlys, pakker mig sammen i sofaen og nyder vinteraftenen med sne på de skrå ruder, og Anders der laver mad af det jeg slæbte hjem.
Lyset er på vej, jeg har set det, og jeg ved at der går ikke mange uger, inden cykellygterne ikke længere er nødvendige, når jeg kører hjem.
Tak for en dejlig hverdagsberetning, billedet og ordene supplerede hinanden godt. Der var en ro, en eftertænksomhed og en glæde over dine ord og det genfinder jeg på billedet. God tirsdag til dig.
SvarSletLene, jeg tror det var turen hjem, der fik dagens larm og uro til at forsvinde. Jeg burde gå lidt oftere :)
SletJeg er også typen der bare ikke kan lade være med at smile de første dage hvor det er lyst når jeg kører hjem fra arbejde. Så er sommeren på vej, og det er slut med altid kun at se sit hjem i mørke :-)
SvarSletHans, det kommer næsten bag på mig hvert år, hvor meget lyset betyder :)
Slet