Endelig fredag

Verden er klædt i hvidt da jeg vågner, og udenfor har lyser det op på den forunderlige måde, som kun sne kan fremkalde. Et lys der giver overskud og plads til lidt mere. Sneen er allerede på vej væk igen, men endnu hænger lyset over mig. Jeg har givet mig selv tid i dag. Meget tid.

For første gang i ugens løb skal jeg ikke tidligere af sted end normalt. For første gang i ugens løb står der ikke møder, kurser, tanker eller snak på programmet inden arbejdstid.

Ugen har sat sine spor. Jeg er træt og glæder mig til weekenden for alvor slåes ind og kan nedsætte hastigheden. Jeg skal ingenting. Som i absolut ingenting. Jeg håber at få vasket noget tøj. Jeg håber også at få vredet en klud og tørret en hylde eller to af. Men når jeg det ikke, gør det ikke noget. Jeg tror det er vigtigere at lave ingenting.

Ugen har budt på mange tanker af spændende karakter. Mussamtale og læringsfællesskaber sammen med personalemøde og tale om fremtiden har sat en tankerække i gang, der slet ikke er uspændende. Tanker der rykker og som jeg kan mærke gør noget ved mig. For hvor er jeg? og hvor skal jeg hen?

Om bare et halvt år starter et nyt skoleår. Et nyt skoleår med nye vilkår og nye udfordringer. Udfordringer som endnu ikke er på plads, og som langt hen ad vejen føles meget diffuse. Ugen har taget hul på noget af det diffuse. Der er stadig meget usikkerhed. Overvældende meget, men også en tro på at det kan gå hen og blive rigtig godt.

Det sidste er vigtigt, og det får alle tankerne til for alvor at blive spændende. Tanker vi heldigvis er flere om at dele. Og flere om at tænke og påvirke, snakke om og gøre noget ved.

Men lige nu er det fredag, og jeg glæder mig til weekenden.