Det var med noget bæven jeg vinkede farvel til Emilie tidligere på eftermiddagen. Hun er taget i byen. Næsten for første gang. I virkeligheden var første gang nok snarere dengang klassen holdt blå mandag på Bakken. Dengang føltes det meget mere trygt end nu.
På den anden side er jeg sikker på hun er fornuftig og nok skal passe på sig selv. Og så handler det i virkeligheden bare om at spise ude. Om hyggeligt samvær og noget i maven. Hun har på forhånd lovet at tage hjem, når de andre tager videre - og skulle det endelig ske, er hun alligevel for ung til at blive lukket ind nogen steder.
Pigerne på arbejdet har besluttet at hygge sammen en aften. Jeg synes det er en god ide. Det betyder ikke at den bævende fornemmelse forsvinder. Jeg må nok indrømme at jeg ikke bliver helt rolig, før hun er hjemme igen. Og det på trods af at hun er barn nummer to, og jeg har været det igennem før. Det er bare anderledes denne gang.
De skal mødes inde i byen. De skal på cafe og spise. De skal hygge og lære hinanden bedre at kende. Og når det endelig kommer til stykket forestiller jeg mig at alle de andre nok skal passe godt på hende. Hun er trods alt den yngste.
Og lige om lidt er hun hjemme igen!
Håber hun ligger trygt og godt i seng og har haft en dejlig aften :)
SvarSletMIri, hun kom glad hjem og havde haft en dejlig aften :)
SletÅ hvor jeg forstår det. Jeg har det også bedst når de allesammen er trygge hjemme. Eller måske er det ikke helt rigtigt for man ville jo hellere ikke være glad hvis de altid sad alene hjemme vel?
SvarSletSom med så meget andet handler det vel om balance. Man er nød til at give dem fri til at flyve i verden, men man vil på den anden side også rigtigt gerne kunne stole på at vingerne holder hele vejen hjem. Det er godt at høre at hun nåede glad hjem.
Min ældste på 14 år holdt for første gang nytårsaften helt alene med veninderne. Jeg var faktisk helt tryg ved det, men det er jo nok også fordi de er så fornuftige allesammen. Det så noget værre ud hvis jeg ikke kendte de andre eller hvis hun var en vild party pige.
Du har ret Marina, det ville være trist hvis hun aldrig kom ud.
SletNår det er sagt er jeg som sådan heller ikke rigtig nervøs, for jeg ved hun er fornuftig og kan passe på sig selv. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at ønske hende hjem igen.
Og som det fornuftige pigebarn hun er, ringede hun i samme øjeblik hun steg ind i togt på vej hjem, så vi vidste hun var på vej :)