Snehvide masser

Det er såmænd ikke fordi her er faldet tunge mængder af sne. Men her er faldet store bløde fnug, som blev ved og lagde sig overalt, med hvidt til følge og ingen mulighed for at rydde, så det kunne ses.

Jeg startede hjemmefra i et vinterhvidt, smukt Rødovre med lav sigtbarhed. Hvidt var der overalt, og glat – en ældre dame med paraply, endte liggende midt på vejen. Paraplyen holdt hun fast i, både da hun faldt og også da hjælpsomme fremmede ilede til hjælp. Damen gik adstadigt videre, jeg glædede mig over hjælpsomheden, og paraplyen forsøgte hun flere gange at få liv i igen, før hun måtte overlade den til nærmeste affaldskurv.

Hun løb, lige inden hun faldt. Sneen, der ellers så indbydende ud, er alligevel lumsk og man skal passe på. Måske var det det, jeg ikke gjorde. For mens jeg vågnede frisk og veloplagt, nåede et hold at sætte sig, så jeg ikke kan dreje hovedet uden resten af kroppen. Det satte sig på den korte tur hjemmefra til bussen.

Jeg overvejer om jeg lavede en forkert bevægelse, da jeg tog overtøjet på. Højst ubehageligt er det, og det er lige før, jeg hellere byttede med damen. Hun kom uskadt op at stå igen, og fik endda hjælp af store stærke mandfolk.




Der var ikke lang ventetid før bussen dukkede op. Og selvom hastigheden ikke var noget at prale af, kom vi langt hurtigere frem end forventet.

Der føltes mærkelige bump undervejs, og da turen timer senere gik den anden vej, fik jeg syn for sagen, da jeg endte helt oppe foran med udsigt gennem forruden. Udsigt til en forankørende bil, der slet ikke kunne få fodfæste og nærmest skøjtede over kørebanen med en noget slingrende kurs til følge.

Jeg nåede at tænke, at hvis bussen havde et ligeså dårligt vejgreb, kunne turen ned ad Valby Bakke gå hen og blive alt for spændende. Vi stod fast og vi nåede ned.

Men foreløbig var jeg på vej ud  - og ikke hjem. Aldrig har jeg kørt så langsomt ned af Vesterbrogade, og aldrig har jeg oplevet samme Vesterbrogade så hvid. På alle tænkelige flader.




Fremme ventede Bedsteveninden, strik, snak og varm the. Da sulten meldte sig, gik vi mod Kellerdirk, der frister med ret så lækre hjemmelavede burgere.

Stille var der ikke. En flok børn og deres forældre legede stoleleg med selveste julemanden. Senere sang de fødselsdagssang og bød på lagkage. Alt for meget lagkage, for også vi blev budt, men var alt for mætte til at spise mere.

Larmen til trods, der til tider gjorde det lidt svært at kommunikere, var det hyggeligt. Ude igen var der stadig hvidt, mens gæsterne på skøjtebanen foran haven hyggede sig og udsendte glade lyde.

Tilbage ved strikketøjet og den varme the, fik jeg fat i ungerne, der toghyggende var på vej hjem. En smule planlægning senere var også jeg på vej, og nåede hjem, kun ti minutter efter de sultne børn, der havde haft en dejlig weekend.

Nu står valget mellem at strikke videre, eller krybe til køjs og håbe på at søvn og liggende stillinger kan komme holdet til livs. Jeg har desværre ikke de største forhåbninger.