Gulvet blev vasket i går. Dagen i dag er brugt med bus og tog, først den ene vej og siden den anden, inden jeg endelig kunne vende hjemad. Med alle gaver i hus – i hvert fald dem, jeg ikke stadig går rundt og tror, jeg lige kan nå at blive færdige med.
I morgen venter indkøb. Men først skal køleskabet ryddes, så der bliver plads til den nye invasion. Ikke fordi der er så meget, der ikke skal have lov at blive – det der mere noget med overblik. Overblik og køleskab hænger ikke særlig godt sammen her i husstanden – jeg er tilbøjelig til at mene det hænger sammen med et par manglende hylder… men den tilbøjelighed hænger vist i en tynd tråd.
Fakta er, at jeg gider ikke ud mere i dag… Det skulle lige være efter pomfritter, som jeg helt uden varsel har haft en voldsom lyst til siden engang i går. Men det kræver jeg skal ud, så jeg nøjes nok med rugbrød og tanker om køleskabet. Og måske et blik på den liste Anders fik skrevet i går, og som nok lige skal gennemses inden afgang, så vi ikke ender med for mange dubletter.
Jeg orker bare ikke lige nu, og vil langt hellere sidde på det nyvaskede gulv, med en saks og noget stof og en overbevisning om at det gavner julen… Bare en time eller to… Så kan jeg vel finde noget andet at vaske engang i aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar