En smule undren

Vores altandør er en endeløs historie. Ikke af den mest positive slags, selvom der bestemt har været situationer der trak i smilebåndet.

Det er efterhånden halvandet år siden vi tog turen gennem vinduet, da vi ikke længere turde bruge døren, der med et knækket hængsel slet ikke hang fast i øverste etage.

Det er også efterhånden halvandet år siden, vi ventede otte uger på en løsning der trak tænder, for hængslet produceredes ikke længere og opgaven måtte sendes helt til Tyskland, hvorfra den desværre ikke kom fuldstændig gennemtænkt tilbage.

Og endelig er det halvandet år siden vi igen kunne bruge døren, med nyt hængsel og det hele.. og så en vurdering af, at det hele kun skulle regnes som en midlertidig løsning.

Siden er der gået tid, og efterhånden er vi nået dertil, hvor manglende lyst til at lukke tæt - specielt i toppen - og en tiltagende vinter, fik mig til at opsøge ekspertisen endnu engang.

Det var ikke fordi jeg havde de varmeste tanker, da jeg åbnede døren for endnu en håndværker, i formiddags da dørklokken lød. Det blev så hurtigt gjort til skamme.
For ind trådte en mand, der ikke bare så effektiv ud, men også viste sig at være det. Han kastede en enkelt blik på døren, lignede en der hilste på en gammel ven, og sagde så han godt kunne forstå den manglende tætsidning, for der manglede ikke bare en - men to små dippedutter, der lader paler sidde i klemme og holder døren lukket helt tæt.

Han så en smule træt ud da han fortalte, at han kommer fra det firma der i sin tid satte dørene (og vinduerne) op, men at firmaet ikke altid er blevet brugt, da de er lidt dyrere end enhver anden håndværker. Samtidig havde han tasken fyldt med reservedele - som de formentlig selv producerer, derude i altandørsfirmaet.

Så er det jeg pludselig langt bedre kan forstå, den strøm af håndværkere, der i tidens løb har kigget på samme dør, manglet reservedele og kløet sig i håret af mangel på viden om dørens mærkværdigheder.
Samtidig kan jeg ikke lade være med at undre mig - bare en ganske lille smule - over hvorfor der tre gange skal rodes med min dør, når det kunne have været klaret med den rigtige fagmand første gang... sikkert også i sidste ende til en noget billigere pris.